Part 10

„Prøv det allenfals — skade ham kan I altid. Han langer ud efter dit Brød for at ramme din Samvittighed, saa lang til hans Pengepung igen — der har han sin siddende! Gavner det ikke andet, saa viser det i al Fald jer selv, at I ikke er Slavesjæle.“

Pelle sad og snakkede lidt. Han havde saa smaat haabet paa at træffe Ellen igen, men undsaa sig ved at spørge om hun kom hjem. Madam Stolpe vilde have ham til at blive og spise til Aften — de ventede blot paa Sønnerne. Men Pelle havde ikke Tid, han maatte ud og træffe Forholdsregler til Blokaden. „Saa kom paa Søndag da,“ sagde hun, „saa er det Ellens Fødselsdag.“

Han vandrede med stærke Skridt ind til Fagforeningens Formand; Indbydelsen til om Søndagen havde forjaget den sidste Rest af hans Harme, Udsigten til en Kamp med Meyer satte ham i løftet Stemning. Formand Petersen var han sikker paa at faa med, hvis han blot var oven Senge; han havde i sin Tid arbejdet hos Hofskomageren og hadede ham som Pest. Man sagde, at Petersen havde gjort en snild lille Opfindelse med en Patentknap til Damestøvler; han forstod sig ikke selv paa at udnytte Opfindelsen og henvendte sig til Meyer. Men Hofskomageren betragtede uden videre Opfindelsen som sin Ejendom, da den var gjort af en af hans Arbejdere; han udtog Patenter og tjente gode Penge paa det, saa ringe en Ting det drejede sig om. Da Petersen forlangte Andel i Udbyttet, blev han afskediget fra sit Arbejde. Han selv snakkede aldrig om det, men sad nede i sin Kælder og rugede over Forurettelsen saa han ingen Vegne kunde komme. Sin meste Tid havde han ofret paa Fagforeningen for gennem den at faa Hævn; men der var ingen rigtig Fremgang i det for ham. Han blussede voldsomt op men manglede Udholdenhed; brystsyg var han ogsaa.

Han kom til at ryste af Sindsbevægelse, da Pelle fremsatte sin Plan. „Gud Fader om vi kunde faa Ram paa ham,“ hviskede han hæst og knyttede de magre Hænder, hvori Døden allerede havde lagt mørke Skygger. „Jeg gav gærne mit elendige Liv for at se den Skurk ruineret. Se denne her!“ han bøjede sig hviskende frem og viste Pelle en Fil, der sad paa et forsvarligt Skaft og var slebet spidst til. „Naar det ikke var for Ungernes Skyld, havde han for længe siden haft den mellem Ribbenene.“ Det stak koldt i hans graa hvileløse Øjne der mindede om Gale Ankers.

„Ja ja,“ sagde Pelle og lagde sin Haand beroligende paa hans — „det er jo ikke værd at gøre Dumheder. Vi naar kun vort Maal ved at holde fast sammen.“

„Vil du saa organisere Kampen?“ sagde Petersen. „Jeg dur saa daarligt til det — og har heller ingen Kræfter. Men blæse Signalet skal jeg nok — og det saa de vaagner. Saa maa du selv sørge for at holde dem til Ilden.“

Dagen blev brugt godt, allerede næste Aften var Medlemmerne trommet sammen til Møde. Petersen holdt sit Ord og lagde flammende for. Han lignede et Lig endnu efter den sidste Blodstyrtning, Øjnene brændte i de mørke Huler, han stod der som et Blodvidne for Kampens Nødvendighed. Blokaden blev enstemmig vedtaget!

Saa kom Pelle frem og ordnede det nødvendige — nu var det hans Tur. Der var ingen Penge i Kassen, men hver Mand maatte forpligte sig til at yde et vist Bidrag til dem der kom til at spasere. Og enhver maatte gøre sit til at spærre Meyer Tilgang. Dette her maatte ikke være en Donner, som man fortrød i Morgen naar man vaagnede — det galdt om at være klar over Vanskelighederne paa Forhaand, og over hvad man gik ind til. Og saa — tre Gange Hurra for et godt Udfald.

Det medførte Løberi, men hvad! Pelle der sad saa meget, havde ingen Skade af at komme i Luften! Han tog Natten til Hjælp for at indhente det forsømte; Arbejde til at erstatte Hofskomagerens med fik han hos Smaamestre paa Kristianshavn, der sad og havde travlt nu op under Jul.

Allerede Andendagen efter at han var smidt paa Porten stod Meddelelsen om Blokaden i _Arbejderens_ Fagrubrik. „Tilgang frabedes!“ det var som en Dagsbefaling udgaaet fra Pelles egen Mund. Han klippede Notitsen ud; nu og da under Arbejdet tog han den frem og betragtede den. Dette var ham — skønt det ikke stod noget Sted — Pelle og saa Byens største Mester der nappedes lidt! Nu kom det saa an paa hvem der var stærkest.

— —

Hos Stolpes kom han ofte — mærkværdig nok traf hans Besøg altid sammen med at Ellen havde fri. Saa fulgtes de hjem og gik og talte alvorligt. Der var ingen Storm over nogen af dem — de færdedes som om de havde et langt Liv foran sig. Sin Hidsighed svalede han i Kampen mod Meyer, Ellens Væsen var han sikker paa, saa utilnærmelig hun var. Noget i ham sagde, at hende skulde det være og hende blev det. Hun var en af de Naturer der har svært ved at sprænge Hylsteret og aabne for Frugten; men han følte at noget groede for ham inde bag hendes lukkede Væsen, og blev ikke utaalmodig.

En Aften havde han fulgt hende til Porten som sædvanlig, de stod og sagde Godnat. Hun gav ham Haanden paa sin kejtede forbeholdne Maade, der i Grunden lige saa godt kunde betyde Uvilje — og vilde saa gaa op.

„Mon vi skal blive ved at gaa saadan hele vort Liv?“ sagde Pelle smilende og holdt fast om hendes Fingre. „Du holder jo alligevel af mig.“

Hun stod lidt, stenhaard i Udtrykket; saa rakte hun ham Munden og kyssede ham, mekanisk som et Barn kysser — med tæt lukkede Læber. Hun var allerede paa Vej ind men styrtede pludselig ud, rev ham til sig og kyssede ham hæftigt, tøjlesløst. Der var noget saa voldsomt, næsten fanatisk vildt over hendes Handling, at han blev helt fortumlet; han kendte hende ikke igen. Og da han kom til sig selv, var hun allerede paa Vej op ad Køkkentrappen. Han stod der blændet som efter en Ildregn, og hørte hende løbe som var hun forfulgt.

Fra den Dag var hun en anden. Hendes Kærlighed var som Vaaren der springer ud paa én Nat! hun kunde ikke undvære ham en Dag til Ende; naar hun var ude og gjorde Indkøb, kom hun løbende op i _Arken_. Hendes Væsen havde sprængt det træge bort, over hendes Handlinger og Bevægelser var der Spænding; de kom som smaa Udbrud indefra. Hun talte ikke meget; naar de mødtes, trykkede hun sig hæftigt ind til ham som for at dulme en Pine, og skjulte sit Ansigt; tvang han det frem, holdt hun standhaftigt Øjnene lukkede. Saa aandede hun dybt ud og satte sig hen, sad smilende og nynnede til hans Tale — og saá paa ham!

Det var som hun fordybede sig i hans indre Væsen; og Pelle der trængte til at finde og føle sit eget, vandt tryg Glæde ved hendes Selskab. Han havde i alt hvad der rejste sig om ham famlet efter sin indre Person for naturlig Støtte, lyttet angst til hvad der steg op derinde fra, og uden at vide det tvivlet og spurgt. Og nu bekræftede hun noget, saa trygt hun hang sig ved hans Arm og tav og blot stirrede — til hendes Stirren vibrerede som et stolt Raab inde i ham selv og han følte sig uendelig rig. Hun talte jo med noget inde i ham, naar hun stirrede saa tankefuld! Men hvad hun sagde, fik han ikke at vide — og hvad Svar hun fik. Naar han rev hende ud af hendes fortryllede Stirren med Spørgsmaal, sukkede hun blot som en vaagnende og kyssede ham.

Ellen var trofast og uegennyttig, og meget afholdt i sin Plads. Nogen egenlig Fremfærd syntes der ikke at være i hende; hun længtes efter at blive hans — det var det hele! Men Fremtiden fødtes paa Pelles egne Læber af hendes drømmende Stirren, som var det hende der indgav ham de lyse Ord. Og saa lyttede hun med et fjærnt Smil — som til noget dejligt; selv lod hun ikke til at skænke den en Tanke. Der var en indre Hengivelse over hende, der virkede som Undervarme paa Pelle, saa han stak Hovedet langt frem i Lyset. Det var denne faste Fromhed i hendes Væsen, der fik Familien til drillende at kalde hende hellig.

Han befandt sig inderlig vel ved at blive optaget i hendes Hjem, hvor der bag det robuste Københavnerhumør skjulte sig helt patriarkalske Tilstande. Alting hvilede paa Orden og Ærbødighed for Forældre, især for Faderen, der havde det afgørende Ord i alle Spørgsmaal og sin egen Plads, hvor ingen anden satte sig. Naar han kom hjem fra Arbejdet, kappedes de voksne Sønner endnu om at bringe ham hans Tøfler, og Hustruen havde altid en ekstra Bid til ham. Den yngste Søn Frederik der snart havde udlært, gik og glædede sig som et Barn til den Dag, han blev Svend og skulde drikke Dus med den Gamle.

De beboede en rummelig ny Treværelsers Lejlighed med Pigekammer; for Pelle der var vant til at se sine Fæller herovre holde til i et Værelse med Køkken, var det ikke saa lidt af en Oplevelse. Sønnerne havde Kost og Bolig hjemme, de sov i Pigekamret. Hjemmet var bygget op og holdtes sammen ved fælles Kræfter. Naar Medlemmerne ubetinget bøjede sig for Husfaderen, var det ikke af Underkuethed — de gjorde blot som alle andre. Stolpe var sit Fags Førstemand, en anset Arbejder og Bevægelsens Veteran. Hans Ord blev af sig selv staaende.

Ellen var den eneste, der ikke respekterede hans Overhøjhed men frejdigt gav sig til at trætte ham af, ofte uden anden Hensigt end den at sige ham imod. Hun var Pigebarnet i Familien og Skrabkagen — det benyttede hun sig af. Undertiden saá det ud, som Stolpe var bragt til det yderste og vilde knuse hende i sin Fortørnelse; men han underkastede sig altid.

Pelle var han svært glad for, og beundrede i Smug Datteren endnu mere. „Kan du saa se, der er noget ved Tøsen, Mutter! hun forstaar at vælge sig Mandfolk,“ kunde han begejstret udbryde.

„Ja jeg skal ikke have noget imod ham,“ svarede Madam Stolpe. „Lidt bondsk er han jo endnu, men det render han vel nok af sig.“

„Bondsk — han? Nej du kan tro, han ved hvad han vil. Dér har hun sku fundet sin Overmand!“ sagde Stolpe triumferende.

I de to Brødre fandt Pelle et Par trofaste Kammerater, der ikke var fri for at se op til ham.

XI

Med Blokaden gik det saa som saa. Hofskomager Meyer svarede med at sammenkalde Mestrene til Møde for at danne en Mesterforening, som skulde nægte at beskæftige Fagforeningens Folk. Saa var den slaaet ihjæl med det samme.

Saa vidt gik det ikke, de mindre Mestre var bange for, at Svendene saa vilde nedsætte sig og paaføre dem Konkurrence. Instinktmæssig frygtede de ogsaa de store Mestre mere end Svendene, og var bange for at gaa i Forening med dem. Bevægelsen inden for Industrien gik i Retning af at samle alt paa faa Hænder og slaa de smaa Forretninger ihjæl. Smaamestrene havde et Horn i Siden paa Meyer, der havde slaaet sin Forretning op paa deres Bekostning.

Pelle var gennem Mester Beck underrettet om, hvad der gik for sig mellem Mestrene. Meyer havde ogsaa rejst det Forlangende, at Beck skulde afskedige Pelle; men det vilde han ikke underkaste sig.

„Jeg har jo ikke noget at klage paa Dem saadan,“ sagde han. „Deres Fagforeningsvæsen kan jeg ikke lide — det skulde De hellere lade være med. Men Deres Arbejde er jeg godt fornøjet med. Jeg har altid forsøgt at vise Retfærdighed til alle Sider. Men kan De slaa Fødderne væk under Hofskomageren, skal alle vi Smaamestre være Deres Forening taknemmelig. Han æder os op.“

Slaa Fødderne væk under ham lod sig nu ikke gøre. Han sprængte tvært imod de svagere Medlemmer ud af Fagforeningen og havde stadig Arbejdere — for en Del svenske som han indforskrev og maatte betale en høj Arbejdsløn. Hjemmearbejdet gjorde det umuligt at komme ham rigtig til Livs. Pelle og Formanden skiftedes til at patruljere uden for Lageret ved den Tid Arbejdet afleveredes, for at komme under Vejr med hvem der holdt ham oppe. De huggede ogsaa nogle og talte dem til Fornuft, eller offenliggjorde deres Navne i _Arbejderen_. Men saa sendte Svendene deres Koner og Børn af Sted med Arbejdet — der var ikke noget rigtigt at stille op. Det kostede Meyer en Del at holde Forretningen gaaende, men Fagforeningen led mest. Den var ikke stærk i Sammenføjningerne endnu, og de store Mestre stod sammen om Meyer og vilde ikke beskæftige Foreningens Folk, saalænge Blokaden stod paa. Saa blev den hævet.

Det var et Nederlag; men noget havde Pelle lært! Den stærkeste gik af med Sejren, og Sammenholdet var ikke godt endnu. Der maatte tales, agiteres, holdes Møder! Driften mod det ny fik dem nok til at søge sammen, men deres Æresbegreber var ikke udviklede. Den mindste Modgang splittede dem ad.

Han tabte ikke Modet; der maatte begyndes næsten forfra, værre var det ikke.

Morgenen efter at Nederlaget var en Kendsgærning var han tidlig oppe. Beslutningen om at tage fat med dobbelt Kraft havde han saa at sige sovet sig til, den sad i Kroppen paa ham og lagde Appel i Hammerslagene.

Han fløjtede mens Arbejdet skred rask fra Haanden. Vinduet stod aabent for at Natdunsterne kunde slippe ud, der var Rim paa Tagene, Stjærnerne tindrede oppe paa den kolde Himmel. Men Pelle frøs ikke! Han havde lige kaldt paa „Familien“ og hørte dem rumstere derinde; ude paa Gangen begyndte man at tumle søvndrukkent om. Det var Marsjen Pelle fløjtede, i Gaar Aftes havde han sendt det sidste Afdrag til Sort, og med det samme skrevet bestemt til Far Lasse om at komme — nu dagedes det!

Marie kom og stak hans Kaffe ind til ham. „God Morgen!“ raabte hun muntert gennem Dørsprækken — „hvor det bliver kønt Vejr i Dag, Pelle!“ Hun var ikke rigtig paaklædt endnu og lod sig ikke se. Drengene nikkede et Godmorgen ind, idet de løb; Karl havde Vest og Trøje over Armen, han trak det altid paa nedad Trappen.

Da det var blevet Dag, kom Marie ind og gjorde i Stand, hun underholdt ham, mens hun skrubbede.

„Hør Marie,“ udbrød Pelle pludselig, „Ellen var her jo i Gaar og bad dig give mig en Besked, naar jeg kom hjem. Det har du ikke husket.“

Marie blev haard i Ansigtet men svarede ikke.

„Nu var det et rent Tilfælde jeg mødte hende. Ellers var vi gaaet fejl af hinanden.“

„Jeg har vel glemt det saa,“ svarede Marie mut.

„Ja det har du jo. Men det er nu anden Gang i denne Uge. — Du gaar vist i Giftetanker!“ tilføjede han leende.

Marie stod med Ryggen til. „Jeg har ikke noget med hende at gøre — jeg skylder hende ikke noget!“ udbrød hun pludselig trodsigt. „Og jeg vil ikke gaa her og gøre rent for dig; det kan du faa hende til — den!“ hun tog Gulvspand og Skrubbe og løb ind til sig selv. Lidt efter lød hendes Stemme derinde; han troede først hun nynnede, men saa var det Hulken.

Han skyndte sig derind. Hun laa over sin Seng og græd, bed i Puden og slog arrigt efter ham med de ru Hænder. Hendes magre Legeme brændte i Feber.

„Du er jo syg, lille Marie!“ sagde Pelle bekymret og lagde Haanden paa hendes Pande. „Du skulde gaa i Seng og tage noget ind at svede paa. Jeg skal varme det til dig.“

Hun var virkelig syg, Øjnene brændte tørt, og hendes Hænder var klamme. Men hun vilde ikke høre tale om noget. „Gaa din Vej!“ sagde hun vredt — „og pas dit Arbejde. Lad mig være i Fred!“ Hun laa med Ryggen til og stødte trodsigt efter ham med Skulderen. „Gaa du hellere hen og klap Ellen,“ udbrød hun pludselig og lo ondt.

„Hvorfor er du saadan, Marie?“ sagde Pelle bedrøvet. „Du er jo rigtig ond!“

Hun borede Ansigtet ned i Sengeklæderne og vilde hverken se paa ham eller svare; saa gik han ind til sit Arbejde.

Lidt efter kom hun ind og tog tavs fat paa Rengøringen; hun slog haardt med Tingene. Noget Arbejde han havde stillet til Tørre ved Kakkelovnen, kom hun til at rive ned og saá skadefro hen paa ham fra Siden. Saa faldt der en Kop med Klister ned og gik itu. „Hun gør det med Vilje,“ tænkte han bedrøvet og skrabede Klisteret op i en tom Daase. Hun stod og betragtede ham med en ond Stikken i Øjnene.

Han satte sig til Arbejdet igen og lod som ingenting. Med et følte han hendes tynde Arme om sin Hals. „Om Forladelse,“ sagde hun grædende og gemte sit Ansigt mod hans Skulder.

„Naa naa, der skete jo ingen Fortræd — skidt med den Smule Kop,“ sagde han trøstende og klappede hende paa Hovedet. „Du kunde jo heller ikke gøre ved det.“

Men saa gav hun sig helt over, det saa ud som Graaden vilde tilintetgøre hendes tørre Legeme. „Jo jeg gjorde det med Vilje!“ brølede hun. „Og Støvlen rev jeg ned med Vilje! og jeg lod med Vilje være at give dig den Besked. Jeg kunde godt gøre dig meget mere Fortræd endnu, jeg er saa ond! ond! ond! Hvorfor er der ingen til at give mig nogen Prygl? — bare du dog vilde blive rigtig vred paa mig!“

Hun var helt ude af sig selv, og vidste ikke hvad hun sagde.

„Hør, nu skal du være ordenlig!“ sagde Pelle bestemt — „for dette her er ikke morsomt. Jeg havde gaaet og glædet mig til at arbejde hjemme hos dig i Dag — og saa faar du Anfald lige som de fine Fruentimmer!“

Hun undertrykte Graaden med en voldsom Anstrængelse og gik ind til sig selv, svagt snøftende. Straks efter kom hun igen med en skaaret Kop til Klisteret og en lille Blikdaase med Revne i Laaget — det var hendes Pengeskrin. „Tag den!“ sagde hun og stak Æsken i Skødet paa ham. „Saa kan du købe dig Læster og behøver ikke løbe og tigge Arbejde hos Smaamestrene. Her er Arbejde nok her i _Arken_.“

„Men Marie — det er jo din Husleje,“ sagde Pelle forskrækket.

„Hvad saa? Jeg skal nok faa de Penge samlet sammen inden den første.“

Ja det skulde hun vist! Pelle lo fortvivlet ved at se, hvor letsindigt hun smed med de Penge, som det kostede hende tredve Dages pinlige Sparen og Eftertanke at faa skrabet sammen hver Maaned. „Hvad tror du Peter og Karl siger til, at du gaar saadan og smider med Pengene. Se du og faa den Æske gemt — og det lidt hurtigt!“

„Aa tag dem nu,“ sagde hun paastaaeligt og blev ved at skubbe til ham med Æsken. „Ja saa smider jeg den ud af Vinduet!“ Hun tog hurtigt Hasperne af. Pelle rejste sig.

„Det er sandt, jeg skylder dig endnu for den sidste Vask,“ sagde han og vilde putte en Krone i Æsken. „Det var godt du huskede mig paa det!“ Hun stirrede forstenet paa ham og løb saa ind til sig selv.

Hun gik derinde og nynnede igen med sin haarde Stemme; lidt efter gik hun ud for at gøre Indkøb, i graat Sjal og med sin Husmoderkurv paa Armen. Han kunde følge hendes ejendommelige Skridt, der var spinkle som et Barns og dog klang saa gammelt, helt ned gennem Tøndegangen. Saa gik han ind i Børnenes Lejlighed og trak den tredje Komodeskuffe ud; der gemte hun altid sin Pengeæske, indsvøbt i sit Linned. Han ejede to Kroner, dem puttede han i Æsken.

Paa den Maade plejede han altid at betale hende. Naar hun saa talte sine Penge efter og fik for mange ud af det, troede hun det var Vorherre, der havde lagt Pengene i Æsken, og kom jublende og fortalte det. Barnet troede blindt paa Lykken og tog det som en Udvælgelse; disse Penge betød noget helt andet end dem hun selv skrabede sammen.

Ved Middagstid kom hun og bød ham ind. „Det er stegt Sild, Pelle, saa du kan umulig sige nej!“ sagde hun overtalende — „for det kan ingen Bornholmer! Saa behøver du ikke købe den dumme Spækhøkermad og smide 25 Øre i dem!“ Hun havde købt en halv Snes, og sat de fem til Side til Drengene kom hjem. „Men der vanker Kaffe ovenpaa,“ sagde hun. Hun havde dækket helt nydeligt med rent Stykke over den ene Ende af Bordet.

Fabrikspigens lille Povl kom ind og fik en Mundfuld Mad med. Saa stak han ud paa Gangen og tumlede igen, den lille Trold var ikke roligt et Øjeblik fra Moderen slap ham ud om Morgenen; der var saa meget, han skulde indhente efter sin lange Indespærring. Af den lille Idiot, som Moderen maatte binde til Kakkelovnen, fordi han havde Vand i Hovedet og vilde styrte sig ud af Vinduet, var der blevet en rigtig Gavtyv. Hvert Øjeblik stak han Hovedet ind ad Døren til Pelle; og sommetider kom han helt hen, lagde Haanden paa Pelles Knæ og sagde: „Du er min Far!“ Saa styrtede han afsted igen. Marie hjalp ham til Rette med _Smaat_ og _Stort_ — han søgte altid til hende!

Efter Opvasken satte hun sig ind til Pelle med sit Lappearbejde; saa sad hun og snakkede løs om sine husmoderlige Bekymringer: „Jeg maa snart have ny Rendetrøjer til Drengene — farligt saa de løber af sig i den Alder! Jeg kigger hver Dag efter hos Marskandiserne. Du skulde ogsaa have en ny Bluse Pelle; den ene er snart færdig, og saa har du ikke saa du kan skifte. Naar du vil købe Tøjet, skal jeg sy den — jeg kan sy! Jeg har selv syet mit pæne Liv — Hanne hjalp mig. — Hvorfor gaar du aldrig over til Hanne mere?“

„Aa jeg ved ikke?“

„Hanne er blevet saa underlig. Hun gaar aldrig ned i Gaarden mere og danser — det gjorde hun før. Saa passede jeg paa ved Vinduet og løb ned — det var saa morsomt at lege for hende. Vi gik rundt om hende og sang: For Hanne ville vi neje, for Hanne ville vi bukke, for Hanne ville vi vende os om. Og saa nejede vi og bukkede for hende allesammen og vendte os om. Det var flot kan du tro! — Du skulde nu alligevel have taget Hanne.“

„Du kan jo ikke lide at jeg har taget Ellen — hvorfor saa Hanne da?“

„Aa det ved jeg ikke. Hanne det —“ Marie tav lyttende, og slog Vinduet op.

Nede i _Arken_ smældede en Dør, og en lang Hvislen kom jagende; det kunde være et hæst Løb fra Gale Vinslevs Fløjte eller Trækken i de lange Gange. Som en latterlig Melodistump flakkede Lyden dernede, slikkede sig op ad Træværket og brød frem i Dagslyset øverst oppe, hæs, med noget af Ekstasen i sig: „Hanne skal ha’e en Lille! Eventyrprinsessen venter sig!“

Marie fløj som en Brand ned ad Trapperne. De halvlange Tøser løb hvinende sammen i Gaarden, Madammerne mumlede til hinanden ude i Træværket — opad og nedad. Ikke fordi det var noget nyt i og for sig; men dette var jo selve Hanne, den ubesmittelige som ingen Tunge havde nænnet at beklikke! Det var knap nok man vovede sig frem med det nu heller, saa overraskende kom det. De havde alle gaaet og levet med i hendes Sværmen paa en Maade, og ventet med hende paa Æventyret; lige fra lille var hun udsét til at bære det ufattelige — og nu skulde hun bare ha’e en Lille. Det var virkelig i første Øjeblik som et Mirakel, saadan kom det bag paa dem!

Marie kom op igen, slæbende og med et Udtryk af Forfærdelse og Undren. Nede i Gaarden gik de smaa snottede Unger og trallede det, mens de travede med hinanden i Hænderne om Kloakens Rist, der var saa dejlig at gaa rundt efter:

„Bro Bro brille, Hanne sda ha’e en Lille!“

De kunde ikke engang snakke rent.