Part 5

Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen med Albuerne paa Knæerne og gloede ned i Gulvet; han var underlig i Hovedet. „Bare den gamle snart vilde komme,“ tænkte han — „jeg tror, jeg gaar ud og lader som jeg kigger efter hende.“ Men han blev alligevel siddende. Ved Væggen stod Dobbeltsengen med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden Væg Bordet med Stolene skubbet ind under. „Hun skulde ikke gække mig altfor meget,“ tænkte han igen — „kanske ender det med, at jeg tager for mig. Og saa brænder hun sig!“

„Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?“ spurgte Hanne.

Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, hun havde Spidsen af Fletningen i Mundvigen, og lignede en Killing der bider i sin Hale.

„Aa, hvad skal jeg vel sige?“ svarede han mut.

„Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er nu Synd af dig — det er! Kan jeg gøre for at jeg er saa angst for Fattigdommen — aa saa det gruer inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig været andet; og du er ogsaa fattig Pelle, lige saa fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske med os to — vi ved jo det hele!“

„Hvad er det for noget der skal ske da?“

„Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget — noget som jeg ikke kender bare. Uh, alting bliver saa kendt naar man er fattig; hver Traad i Tøjet kender man udenad, og kan se hvor det slider paa den. Havde du bare været Sømand, Pelle.“

„Har du kanske mødt _ham_ igen?“ spurgte Pelle.

Hanne virrede leende med Hovedet. „Nej men jeg tror paa noget du — noget storartet! Der ligger et stort Sejlskib derhenne — jeg kan se det her fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!“

„Du er vild,“ sagde Pelle haanligt. „Det er en Bark der skal ind til Kulkajen, den kommer fra England med Kul.“

„Det kan godt være,“ svarede Hanne ligegyldigt — „hvad bryder jeg mig om det! Dérhenne ligger Skibet og har noget til mig fra det fremmede! synger det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du vel nok unde mig?“

Moderen kom vrængende ind.

„Ja dérhenne ligger Skibet og har noget til mig — dér ligger Skibet og har noget til mig — æv! Er du ikke snart ked af at høre paa dit eget forskruede Pjat? Hele din Barndom har du siddet dér og hængt — og gloet efter Skibet; nu kunde det snart være nok. Og dér lader du Pelle sidde og se paa at du blotter din Ungdom — skammer du dig ikke?“

„Pelle er saa god Mor — og han er min Bror. Han tænker ikke —“

„Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm er blød og hvid. Og hans Sind græder, fordi han ikke faar Lov at lægge sit Hoved dér. Jeg har vel ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!“

Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog Haandklædet over sig og løb ud i Køkkenet.

Moderen saá efter hende:

„Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter — skulde én nu ikke tro, hun var en Gøgeunge? Hendes Far kunde heller ikke lide hende. Du har været mig utro med en eller anden Finstikker — sagde han saa ofte — hvordan skulde to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved den levende Gud, Johnsen — sagde jeg — du og ingen anden er Far til Pigebarnet! Men han pryglede os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal paa Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds Skyld. Ikke saa sært om hun er blevet lidt underlig i Hovedet — vil du saa tro hun har kostet mig nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! For hendes egen Skyld kunde jeg godt ville, at du skulde have hende, men du har ikke godt af at gaa saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver det kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt Bohave for et Hjem.“

Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde ladet sig daare, og gik og ødede af sin Ungdom paa en Vej der ikke førte igennem. Og nu skulde det være forbi.

Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. „Vil du med ud og gaa en Tur, Pelle?“ spurgte hun.

„Ja,“ svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter over Bord.

V

Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem der kunde komme først op om Morgenen. Naar hun var heldig og maatte kalde paa ham, straalede hendes Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende lidt længer for at unde hende den Glæde, og svarede helt søvndrukken naar hun dunkede i Væggen. Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle færdedes saa stille som muligt, og ved Halvsekstiden bankede han i Væggen. Saa var hun flov hele Formiddagen.

Brødrene skulde have deres Morgendrik og være paa Arbejde Kl. seks; Peter der var ældst gik paa en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser og paatog sig alt muligt tilfældigt Sjov. Han maatte støve det op, og hele hans lille Person bar Præg deraf. Der var noget rastløst vandrende over hans Væsen, som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje.

Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over Brøndens Bund og ud gennem Tøndegangen lød en endeløs Klapren af Fodtrin fra _Arkens_ Hundreder, der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede — med Rester af Nattens Indhold hængende i Træk og Øjne. De smaskede som smagte de paa Modsætningen mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og jog af Sted. Heroppe paa den lange Gang tumlede Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner halvnøgne rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende og ventede paa deres Tur til at komme til Vasken. Der var kun en Vask ved hver Ende af Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og Søvnen jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, Natdunsterne hang tungt i Gangen.

De Dage han arbejdede hjemme, var den lille Marie i godt Humør; hun sang og trallede ustanselig med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde hun stille sig bag ham og tavs staa og betragte hans Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i hende med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve hendes lille hæmmede Legeme, der mindede Pelle om Mortens ulykkelige Søster Karen; det samme ufuldbaarne, stenede — som ved Frugterne af altfor unge Trær. Men hun var af lysere Lød alligevel, Barnesliddet sad ikke som beske Væsker i hende, det var kun det ydre der var mærket deraf. Over hendes Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, som havde hun det meget bedre end hun kunde vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for alle Vinde.

Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene respekterede hende og bragte retskaffent hjem hvad de fortjente. Saa tog hun fra hvad der skulde bruges, lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte i Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. „Lidt skal de have,“ sagde hun til Pelle, „for Mandfolk kan ikke lide at gaa uden Penge i Lommen. De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget som drukket en Øre op; om Lørdag Aften gaar de lige hjem med Fortjenesten. — Men nu maa jeg nok ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden bliver borte mellem Hænderne paa én.“ Hun snakkede akkurat som en gift Kone, og Pelle morede sig indvendig.

Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde smage et eller andet, eller hun havde sit Lappearbejde med og slog sig ned paa Kanten af en Stol. Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde koge over naar som helst.

Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød sig ikke om Pjank. Der var nok af alvorligt at snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, og selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden en Gang før. Det var en Hændelse fuld af uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke kunde huske det.

Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle igen og igen om sin Tur til Havnen derhjemme for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang af Skræk for det prustende Dampspil. — Hvad saa da? — Ja Damperen var jo i Færd med at tage en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt.

„Det var vort altsammen!“ udbrød Marie og klappede i Hænderne — „dengang havde vi noget. Vi havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter Faldet?“ Saa stirrede hun spørgende paa ham efter mere.

Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint gammelt Spejl i Favnen. Tækkemand Holm kendte ham og gav sig i Snak.

„Han græd — ikke?“ spurgte Marie rørt. „Far var saa ulykkelig fordi det gik tilbage for os.“

Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved Østlandets Klipper, og de fine Gæster som laa der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og Pelle maatte igen nævne Summen man havde bedraget hendes Far for. Hun var stolt over at de havde ejet saa meget engang — ti Tusend.

Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i _Arken_. Moderen gik ud og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde ikke bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun, man mente hun havde druknet sig i Kanalen. „Men nu har vi det godt,“ sluttede Marie altid — „nu er det ingen Sag.“

„Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?“ kunde Pelle forundret spørge.

Hun saá forbavset paa ham: „Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er ikke mere end man kan overkomme — naar man bare passer Tiden. Og Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.“

De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive jaget fra hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig for sig selv. I _Arken_ holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom.

Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene, bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa — der hjalp ingen Protest. Og om Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af Omsigt og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han altid sit Værelse i Stand om Aftenen.

Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge. Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller. Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet Paaskud — hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv.

Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør, selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke satte Ar i Hjærtet.

Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der vil forjage ens Bekymringer — og tilbød at gøre noget.

„Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig — eller efterse dine Skjorter?“ spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde.

„Nej tak, Marie — det besørger Hanne og hendes Mor jo.“

„Men det er ikke noget for Prinsessen — det kan jeg meget bedre.“

„Prinsessen?“ sagde Pelle og løftede Hovedet. „Kaldes hun saadan?“

„Kun af os Børn — det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse naar hun var med — og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og bortføre hende — en meget fornem én. Hun er givet hen paa Vuggen til en fin Herre.“

„Sikke noget Snak,“ sagde Pelle ærgerlig.

„Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dér i Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det — det _er_ sandt! Synes du ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse — saadan!“ Marie gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. „Og hun ved alt, hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten ligesom paa en Trone og var Dronning — og vi var hendes Damer. Hun flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde jeg ikke Tid til at lege med mere.“

„Stakkels lille Pige,“ sagde Pelle og strøg hende over Haaret.

„Hvorfor siger du det?“ spurgte hun og saá forundret paa ham.

Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde lyse Haar var altid glattet hen over Panden.

Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele Ansigtet. „Nu tror maaske Folk vi er Kærester,“ sagde hun engang — „men hvad gør det? Lad dem bare tro.“ Pelle lo; hun var med sine elleve Aar ikke større end et niaars Barn — saa forsat i Væksten.

Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde, Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han selv.

VI

Med Pelle foregik der i denne Tid en mærkelig Forandring. Han havde set nok af Nøden og Ulykken i sit Liv, og Hovedstaden her var simpelt hen en Valplads, hvor Hær efter Hær havde kastet sig frem og var gaaet ynkelig til Grunde. Rundt om var der fuldt af faldne, Byen var bygget over dem som paa en Kirkegaard; man maatte træde paa dem for at kunne færdes — og forhærde sig. Livets Lod var nu engang saaledes; og man lukkede Øjnene — som Faarene naar de ser deres Kammerater blive slagtet — og ventede stille paa sin Tur. Andet var der ikke.

Men nu vaagnede Smærten i ham; det gjorde skærende ondt inde i ham hvergang han saá nogen lide; han knurrede mod Ulykken saa bundløs den var.

Det kom en Dag han sad og arbejdede. Henne i den anden Ende af Gangen var der nylig flyttet en Fabrikspige ind med sit Barn. Hver Morgen laasede hun Døren og gik, og kom ikke igen fra Arbejdet før Aften. Naar Pelle kom hjem hørte han ofte Graad derinde fra.

Han sad og arbejdede og tumlede med sine forvirrede Tanker; hele Tiden havde han en underlig kvalt Lyd i Øret, pinagtig som om noget _gav_ sig ustanselig. Kanske var det blot selve Elendighedens Klagesang; der hang Strofer af den i Luften altid.

Den lille Marie kom hastig ind. „Aa Pelle, nu græder den igen,“ sagde hun og knyttede Hænderne gruende foran sit indfaldne Bryst. „Den har grædt hver Dag lige siden de flyttede ind — det er saa forfærdeligt.“

„Lad os gaa hen og se hvad der er i Vejen,“ sagde Pelle og smed Hammeren.

Døren var laaset, de prøvede at kigge gennem Nøglehullet men kunde ikke se noget. Barnet derinde stansede sin dumpe Graad et Øjeblik da det hørte dem, men tog saa fat igen; det klagede smaat og ensartet som havde det indrettet sig paa at holde ud i det uendelige. De saá paa hinanden, det var ikke til at holde ud.

„Alle Nøglerne er éns her paa Gangen,“ sagde Marie stille. I to Spring var Pelle henne efter sin Nøgle og lukkede op.

Lige inden for Døren sad en lille fireaars Purk med et Stykke rustent Bliktøj i Haanden og gloede op paa dem; han var bundet fast til Kakkelovnen, ved Siden af ham paa en gammel Træstol stod en Bliktallerken med nogle gnavede Brødskorper. Barnet var klædt i snavsede Pjalter og saa forfærdeligt ud; det sad i sit eget Snavs, de smaa Hænder var fulde og det ophovnede forgrædte Ansigt helt tilsmurt. Det rakte Hænderne bedende op imod dem.

Pelle brast i Graad ved det forfærdelige Syn og vilde tage den lille op til sig. „Nej lad mig!“ raabte Marie forskrækket, „du griser dig jo til!“

„Hvad saa!“ svarede Pelle dumpt og hjalp til at løse Barnet; hans Hænder rystede.

De fik Drengen gjort nogenlunde i Stand og gav ham Mad; saa slap de ham løs ude paa den lange Gang. En Stund stod han og gloede dumt ved Dørstolpen; saa opdagede han at han ikke var bundet, og gav sig til at storme frem og tilbage. I Haanden havde han den gamle Tési endnu, som han sad med da de brød ind til ham; han havde holdt den krampagtigt fast hele Tiden, Marie maatte dyppe Haanden med for at faa Sien vasket.

Engang imellem stansede han uden for Pelles aabne Dør og kiggede ind; Pelle nikkede til ham. Saa stormede han igen frem og tilbage — han var helt vild. Men pludselig kom han helt ind, lagde Tésien i Pelles Skød og saá op paa ham. „Skal jeg have den?“ spurgte Pelle. „Se, du Marie, han giver mig det eneste han ejer.“

„Aa den lille Stakkel,“ udbrød Marie rørt, „han vil øve Gengæld.“

Om Aftenen kom Fabrikspigen farende, hun var gal i Hovedet og skældte ud over Indbruddet. Pelle undredes selv over, at han kunde svare roligt og ikke skældte igen; men han forstod nok, at hun skammede sig over Elendigheden og ikke vilde have nogen skulde se den. „Det er Synd mod Barnet,“ sagde han blot — „du holder jo alligevel af ham.“

Saa gav hun sig til at græde: „Jeg er nødt til at binde ham, ellers kryber han op i Vinduet og styrter sig ned paa Gaden — han har taget Krogene af én Gang. Og Klæder til at sende ham til Asylet i har jeg ikke.“

„Saa lad Døren staa aaben til Gangen,“ sagde Pelle — „vi skal nok se lidt til ham, Marie og jeg.“

Siden løb Drengen paa Gangen og tumlede sig, Marie hjalp ham til Rette og var som en Moder for ham; Pelle købte noget Tøj hos en Marskandiser, og hun syede det om. Ungen saa kostelig ud i det og var en hel Trold til at sætte Humør; han havde ikke lært at tale i sin Ensomhed, men nu kom det hurtigt.

I Pelle afsatte denne Begivenhed noget nyt. Elendigheden havde han altid kendt, nu saá han den himmelraabende Uretfærdighed der stod bag, og kunde knytte Hænderne i Vrede bedst som han sad. Der var noget man maatte hade uden Ophør, Nat og Dag saa længe man trak Aande — Morten havde Ret i det ogsaa. Dette Barn havde en Fabriksherre til Far, og Pigen turde ikke engang stævne ham til at betale Underhold til Barnet, for ikke at blive jaget af sin Plads. Saa uoverkommeligt det hele saa ud, følte han Trang til at slaa et Slag. Hans Haand alene vejede saa lidt, men hvis de nu førte Slaget samlet, saa kanske mærkedes det.

Om Aftenen fulgtes han og Morten til Møder, hvor Tilstandene blev sat hæftig under Debat; Deltagerne ved disse Møder var mest unge Mænd som de selv, man samledes i en eller anden Beværtning paa Nørrebro. Men Pelle trængte til at se Resultater og kastede sig ivrigt ind i Organiseringen af sit eget Fag; han satte Ild i den trætte Formand med sin Iver, og udarbejdede sammen med ham en Liste over alle Fagets Udøvere — som Grundlag for en mere haardhændet Agitation. Naar man indkaldte Kammeraterne til Møde gennem Bladet, holdt de sløve sig borte; der maatte skarpere Midler til, og Pelle fik Husagitationen i Gang. Det hjalp straks! de havde svært ved at knibe ud, naar man tog dem Ansigt til Ansigt, og Foreningen fik god Tilgang trods de store Mestres Forfølgelse.

Morten begyndte at se med Respekt paa ham, og vilde have ham til at læse om Bevægelsen ogsaa; men det havde Pelle ikke Tid til. Han holdt _Arbejderen_ sammen med Peter og Karl der var helt ivrige; det fik være nok. „Jeg ved mere om Elendigheden end de der skriver,“ svarede han.

Han manglede ikke Ved til sit Baal heller. Han havde gjort de Elendiges Marsj med fra Landet til Byen og nu hertil, hvor de stod og ikke kunde komme længer med deres Higen men omkom som paa en øde Strand. _Arkens_ mange Livsskæbner laa daglig for hans Øjne som et stort Fælleseje, hvor ingenting behøvede at skjule sig og den enes Nød var den andens Klage.

Hans Væsen forandredes stærkt i denne Tid — bort fra det sorgløst modtagende. Han lo mindre, og tog paa tilsyneladende Smaatterier med et Alvor, der kunde virke komisk. Og der kom en Selvfølelse over hans Optræden, som syntes daarlig begrundet af hans Stilling og Fattigdom.

— — —

En Dag efter Fyraften han kom hjem fra Becks Værksted, hørte han Børnene synge Hannes Vise inde i Gaarden. Han stansede i Tøndegangen, Hanne stod selv midt i Kredsen, og de smaa gik rundt om hende og sang:

„Jeg gik mig over høje Bjærg, saa ned i dyben Dal. Saá jeg et Skib komme sejlendes — komme sejlendes — hvori tre Grever var.“

Over Hannes Ansigt laa et blindt, stillestaaende Smil, Øjnene var næsten lukkede. Hun drejede sig langsomt rundt om sig selv til Børnenes Sang og sang sagte med:

„Den alleryngste Greve, som udi Skibet var — —“

Pludselig fik hun Øje paa Pelle og brød ud af Ringen. Hun fulgte med ham op over Trapperne. Børnene stod dernede og raabte skuffet efter hende.

„Kommer du ikke over til os i Aften?“ spurgte hun. „Det er saa længe siden vi har set dig.“

„Jeg har ikke Tid, jeg skal et Sted hen,“ svarede Pelle kort.