Part 13

„Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid Stenhuggeriet om ikke andet. — Og jeg som troede den gode Tid var ved at tage sin Begyndelse herovre.“

„Pelle siger at den skal nok komme,“ sagde Marie fortrøstningsfuld.

„Ja Pelle — han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden for sig.“

Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen.

„Det er ligegodt nogle flotte Karle,“ sagde han — „hu ha som de fører sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. — Ja Kongens Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de; jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt — for at tækkes de fine Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.“

Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte sig derhen.

„Dette var lige noget for mig,“ sagde han og stod og faldt i Drømme over Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. „Hør du,“ sagde han til en af Arbejderne som pustede ud — „mon ikke man kunde faa fat her?“

Manden gloede længe paa ham. „Faa fat her?“ raabte han saa, mere henvendt til sine Kammerater end til Lasse, „— ja det kunde du vist li’ hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!“ Han svang leende Hakken over Hovedet.

Lasse trak sig langsomt tilbage. „Han blev sku gal, han!“ sagde han mismodigt til Marie.

Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for Elendighedens Bæk!

„Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,“ sagde Lasse. „Jeg sidder saa og snakker lidt med Børnene — og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke — min Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.“

Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat noget af sin Fortrøstning til. „Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,“ sagde han til Børnene. „Det Gran der er til Rest af én bliver borte mellem Hænderne paa én herinde.“

Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine Bekymringer. Pelle var blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier.

Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til dem.

„Jeg ved ikke hvordan det er,“ sagde han, „men Storstaden gør mig songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?“

„Aa det er nemt nok!“ svarede Drengen. „Klokken seks om Morgenen skynder jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget — ud paa Østerbro og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare man farter dygtigt omkring.“

„Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?“ sagde Lasse forundret. „Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.“

„Han er saamænd meget flink,“ sagde Marie anerkendende. „Naar det er ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.“

Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? Nej det begreb Lasse ikke.

„Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften inden jeg tjener noget — men saa maa man se at lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man kan finde det!“

„Om jeg tog og fulgte med dig da,“ sagde Lasse tankefuld.

„Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa kunde du meget bedre putte en Arm.“

„Putte en Arm?“ spurgte Lasse forundret.

„Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa op til Folk og be’ om. Det var ikke saa vanskeligt — du ligner en Invalid.“

„Ja saa, gør jeg det mon?“ sagde Lasse og missede med Øjnene — „det kan jeg dog aldrig vide. Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse til.“

„Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet — der søger de Skærveslagere i denne Tid,“ sagde den alvidende Knægt.

„Ja der sagde du noget,“ udbrød Lasse — „saa de har Sten dér? Ja mit Stenværktøj har jeg taget med, og er der noget jeg længes efter paa denne Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en Sten i igen.“

XV

Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget og lidt til, og veje Forholdene mod hinanden. Græmmelsen over Dues Skæbne havde han skudt til Side og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, dér havde den ædt sig ind til det meget andet, og sad og farvede alting med en varm mørk Farve. Over hans Pande rugede en mørk Sky som han ikke selv vidste om at sige; men Ellen saá den og strøg med sine bløde Hænder for at faa den væk. Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, og virkede som en letsindig Trusel paa en lys Foraarsdag.

Han begyndte at føle Tilliden som en bærende Kraft. Ikke blot her i _Arken_ forgudede de ham; hans Kammerater saá op til ham; naar der var noget vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde han lidt letsindigt været lige ved at sætte Organisationen over Styr for at komme Meyer til Livs, saa var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere nu end den nogensinde havde været, og det var hans Arbejde. Der var da Raad til at rette Ryggen og se lidt paa sit eget.

Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen og faa deres eget lille Hjem. Der kunde gøres mange Indvendinger, han var ikke blind for det. Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke saaledes, at der kunde stiftes Familie paa den; det var en nøgen Kendsgærning, at selv en flink Arbejder ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. Børn regnede han med som en Selvfølge, og den Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse ikke kunde tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu ude i Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke dyrere at leve to end én — naar man fik en god sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe hen over alle Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen endnu en Gang.

„Det bliver jo ogsaa snart bedre,“ sagde Murer Stolpe. „Endnu er det smaat for de fleste Fag, men se selv hvor alt trækker sammen til et stort Slag. Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe sig lidt — og saa er Fortjenesten der. Man skal gifte sig mens man er ung; hvad er der at gaa og skele til hinanden efter?“

Madam Stolpe var som altid af hans Mening. „Vi giftede os og tog Sødmen af hinanden, mens Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at staa imod med,“ sagde hun og saá troskyldigt paa Pelle.

Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i Foraaret. Til Marts fik den yngste Søn Frederik udlært, saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes sammen.

Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved Kanalen lige over for Børnehuset, den lejede de. Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa Nørrebro „blandt ordenlige Mennesker“, men Pelle havde levet sig ind i denne Bydel. En Del Kunder havde han ogsaa herude, som det var godt at have i Ryggen — og Kanalerne var her! For Pelle var de et Kig ud, de virkede befriende paa hans Sind; inde mellem de lukkede Stenmure paa Nørrebro følte han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var lige glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde hun gærne drage til Verdens Ende og slaa sig ned.

Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, og Pelle havde ogsaa faaet lidt skrabet sammen; han hang godt i og satte alle Fornødenheder endnu en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og købte ind til Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, fordi det var billigt; men ikke til Soveværelset. Der skulde alt være flunkende nyt.

Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld af sit eget rige Indhold og ikke gav Plads for Spekulationer eller Bekymringer. Ofte kom Ellen rendende op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte med hen og se paa et eller andet der kunde faas saa billigt — straks inden det røg. Paa hendes Frisøndage gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, og spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud til de Gamle.

Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke skænket sig selv en Tanke — det gjorde helt godt at hvile ud i sit eget en Gang. Mudderet derude rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens han trak til Rede; han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal end Fuglene der bygger i Foraarstiden.

En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny Lejlighed og lagde sig for sidste Gang til Hvile i _Arken_. Her byggede ingen Fremtid, inden for disse Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og Pelle skulde videre. Men ud af Pjalterne og alt det forhutlede steg alligevel en Stemme som ikke hørtes andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren som af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor lidt Sol staar paa. Det var med Vemod, han saá tilbage paa den Tid han havde tilbragt her.

Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, noget forfulgte ham i Søvne. Endelig vaagnede han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom med lange Mellemrum som om selve _Arken_ gav sig under onde Drømme. Til sidst stod han op, tændte Lampen og satte sig til at pudse paa sine Brudestøvler, der endnu stod med Læsterne i for at holde deres smukke Form. Lasse sov endnu, og ude paa den lange Gang var alt Søvn.

Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; der var noget ved den, som mindede om Stengaarden og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad og svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen gaa famlende ude paa Gangen og pusle ved hans Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen gik som Frysninger igennem ham. Derude stod Hannes Mor og rystede i Morgenkulden.

„Pelle,“ hviskede hun angst — „nu er det der! Jeg kunde vel ikke faa dig til at springe hen efter Madam Blom i Torvegade? — jeg tør ikke forlade Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra hende.“

Han syntes ikke videre om sin Mission men løb dog. Siden sad han og lyttede derover ad, mens han arbejdede saa stille som muligt for ikke at vække Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene skulde op; for sidste Gang dunkede han i Væggen og hørte Maries søvndrukne: Ja—a! Nattestilheden var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, rendte paa bare Fødder til Vasken, og slog med Dørene. „Det er Prinsessen der klager sig!“ sagde de til hinanden. „Hun græder, fordi hun har mistet det man aldrig faar igen mere.“ Saa brast det i et Skrig, og der blev pludselig stille ovre.

Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, og hvor var Faderen til den? hun fik haardt at gøre nu!

Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet først skulde staa ud paa Eftermiddagen. Han var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og passede paa Pelle at han ikke lagde Ting over Kors og desligeste. Pelle lo hvergang.

„Ja du ler du!“ sagde Lasse. „Men dette er en vigtig Dag — kanske den vigtigste i éns Liv. Saa faar man vel paasé, at ikke den første den bedste Smaating skal slaa det hele i Stykker.“ Han gik og tog Varsel af alting. Solen var han godt tilfreds med, den stod op i en Vandsæk og klarede fra sig op ad Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte altfor straalende.

Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af indestængt Sorg — som en Mor der sender sit Barn ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. Ja ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham som en Mor, Barn som hun var; de havde taget ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og med Undren set ham vokse forbi dem. Han havde i Smug hjulpet dem hvor han kunde; men hvad betød det mod den Opsang, det havde været for ham at se de tre forældreløse tage Tingen som den var og selv bygge hele Tilværelsen op af intet. Hvem skulde nu lette dem hen over de vanskelige Steder, uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et vaagent Øje med dem.

Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende Øjne, da han stod med hendes ru Haand i sin og takkede hende for godt Naboskab. Det brød i hendes trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed over hende. Det var Pelle der havde faaet Blodet til at finde Vej til hendes graa Ansigt; naar han var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, og en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det var som Safterne steg i hende med ved hans Sundhed; og nu stod hun her og søgte at sprænge den forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod ham, men kunde ikke. Pludselig kastede hun sig om hans Hals. „Pelle, Pelle!“ sagde hun og borede sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig selv.

Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden og satte paa Plads; klædte sig saa i stiveste Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var for første Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. „Du ligner en Storborger,“ sagde Lasse og kunde ikke se sig mæt paa ham. „Men hvad tror du de siger til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke bedre jeg vendte om?“

„Aa ti nu stille med det, du Far,“ sagde Pelle.

Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet men havde alligevel mange Betænkeligheder. De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede, han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var ogsaa gaaet til, og Stadsen her var flikket sammen; Skødefrakken havde de lejet for Anledningen, og det hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand.

Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. De Gæster der skulde med i Kirke var allerede komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede, saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord var forvandlet til Buffet, og Brødrene gik og trak Øl op og nødte gemytligt: „Aa tag nu et lille Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at staa saa længe og sige ingenting.“

Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage og brummede. Han var i Seler og ventede paa sin Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen og Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem aabnedes Døren paa Klem, og Ellens nøgne hvide Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke ind til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken.

Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte og var helt plyndret.

Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte blot knappe Flippen paa for ham. Han gav Lasse Haanden og gik saa hen efter _Arbejderen_. „Her skal De høre hvad der siges om Deres Søn,“ sagde han og gav sig til at læse: „_Vor unge Partifælle Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en af Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. Den unge Mand der allerede har gjort et godt Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes enstemmig udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver det unge Par vore bedste Ønsker med paa Vejen!_ Den er oplagt hva’?“ Stolpe rakte Bladet til Gæsterne.

„Ja den er sku forresten meget god,“ sagde de og lod Bladet gaa fra Haand til Haand; Lasse bevægede Læberne som om han løb Notitsen igennem han ogsaa. „Ja det er fans, som de kan faa det stillet op!“ sagde han henrykt.

„Men hvad er det med Petersen — vil han gaa af?“ spurgte Stolpe.

„Han er jo syg,“ svarede Pelle. „Jeg var forresten ikke der henne i Aftes, saa jeg ved ingenting.“ Stolpe saá forbavset paa ham.

Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, hvor Ellen stod som en snehvid Aabenbaring, med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. „Egenlig skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg synes nu det er Synd,“ sagde hun og skubbede dem i hinandens Favn med et kærligt Blik.

Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at kigge efter Køretøjet, kom og dundrede løs paa Døren. „Vognen er der, Børn!“ brølede han meningsløst højt. „Vognen er der!“

Saa rullede de afsted de Par Skridt hen til St. Hans. Pelle vidste knap af det hele før de sad i Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad han skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, alt det andet vedkom ham ikke. Ved Alteret havde han taget hendes Haand og holdt den under hele Handlingen.

Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude og Folk med Lykønskninger. Da de kom tilbage, laa han i Vinduet og smed Skruptudser og Troldkællinger ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret.

Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá Brudegaverne; Stolpe saá paa Uret — man var altfor tidlig efter det. „I maa gaa jer en Tur Fatter,“ sagde Madam Stolpe — „de første Par Timer kan vi ikke spise.“ Mændene drev saa ud i Ventegodts Have for at slaa en Pot Kegler, mens Kvindfolkene lavede til.

Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men maatte jo med; han og Lasse gik ved Siden af hinanden. Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til Lykke endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand.

„Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!“ sagde han bevæget og trykkede Pelles Haand. „Nu er du saa en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre for meget Væsen af dem i alvorlige Sager men sige kort og godt: Saadan skal det være! — det passer dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget med dem, saa ved de ikke hvilken Side de vil slaa sig til. Ellers er de gode nok og nemme at komme fremad med — blot man behandler dem godt. Jeg har altid haft det nemt med det, for de lider den faste Haand. — Dine Svigerforældre kan du være glad for; det er gode Folk, om end de er noget stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig en god Kone — forstaar jeg mig paa Kvindfolk. Hun ser paa sit eget og skal nok vide at holde sammen paa Stumperne. Lang i Kropstykket er hun som det gode Tillæg — det vil vist ikke skorte jer paa Børn.“

Ude i Traktørstedets Have blev der serveret Svensk Banko, og Lasse fik Humøret op. Han prøvede at slaa et Slag Kegler — det havde han aldrig været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. „Op med Skærverne Far!“ sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde tabt.

„Ja Skærver er her ingen Mangel paa,“ svarede Lasse oprømt — „jeg har hugget adskillige Vognmandslæs i min Tid.“ Saa lo de andre, og Lasse rettede sig og kom ud af sin Skal. „Det er et prægtig Folkefærd de Københavnere,“ hviskede han til Pelle. „En flot Haand sidder der paa dem til at give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en Ting.“

Inden man vidste et Ord af det, var det ved at blive mørkt; man maatte af Sted hjem!

Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster komne; Madam Stolpe gik og var nervøs over at de blev borte. „Nu ta’r vi og dingler lidt paa Benene allesammen,“ hviskede Stolpe ude i Entréen — „saa skælder Madammen ud! — Naa Mutter, har du varm Mad til os?“ spurgte han og tumlede ind i Stuen.

„Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!“ udbrød Madam Stolpe leende. „Næ, min Mand skal man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.“

Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik hende med sig; de gik med hinanden i Haanden og besaá de sidst ankomne Gaver; der var en Bordlampe, et Kagefad af Plet og nogle emaljerede Køkkenting. En eller anden havde skænket et lille Svøbelsebarn af Porcelæn men glemt at navngive sig.

Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne ham, men der stod Morten og tog sit Overtøj af. Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt Kogekonen til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret Plet. Ellen lagde Armene om Pelles Hals og saá stum paa ham, borte i Lykke og Længsel. Og Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til sig og saá hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke og skyggefulde som Fløjl og sugede hans Lys til sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig lykkelig — rigere end nogen anden paa Jorden — ved den Skat han holdt i sine Arme. I sit stille Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig.

Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, „Brudeparret, Brudeparret!“ blev der raabt. De skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod opstillet ved Bordet og ventede paa dem for at tage Plads. „Naa, det er let og se, hvad I to har taget jer for,“ udbrød Stolpe drillende — „man behøver sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par Kulgløder!“