Part 2

Han var højtidelig glad til Mode som paa sin Fødselsdag, og syntes der maatte gøres et eller andet festligt. Der stod aabent ned til Beværtningerne, og Arbejdere søgte derned i smaa Hold; men han havde ingen Lyst til at sidde og hælde Spiritus paa sig. Det kunde man gøre, naar det hele gik i Hundene for én.

Han stillede sig op uden for et Konditorvindu og fik travlt med at sammenligne Kagerne med hinanden. Han vilde derind og smovse en 25-Øre op i Dagens Anledning, men først maatte det hele planlægges ordenligt, om man ikke skulde føle sig skuffet bagefter. Det skulde være noget han aldrig havde smagt før naturligvis — og just det var det vanskelige. Mange Kager var hule indeni, og Smovsen skulde gøre det af for Aftensmad ogsaa.

Det var ikke helt let; og just da Pelle var ved at komme over Vanskelighederne, blev han revet ud af det hele ved et Slag paa Skulderen. Dér stod Morten bag ham og lo med sit gode Smil, som om der aldrig havde været noget imellem dem. Pelle skammede sig og kunde ikke faa et Ord frem; sin eneste Ven havde han sveget — det blev nok ikke nemt at staa til Regnskab for, det! Men Morten brød sig fejl om alle Forklaringer og rystede blot Pelles Haand, hans blege Ansigt lyste af Glæde. Der var endnu bestandig dette Skær af Lidelse bag det, som tog saa stærkt om Hjærtet, og Pelle maatte overgive sig paa Naade og Unaade.

„Hvad! skal vi to træffes her?“ raabte han og lo godmodigt.

Morten arbejdede hos Konditoren og havde været ude, nu skulde han op og sove ud til Natarbejdet: „Men kom med op — en halv Times Tid kan vi nok sidde og sludre — og du skal faa en Kage.“ Han var akkurat den samme som i Læretiden.

De gik ind gennem Porten og op ad Bagtrappen; Morten var inde i Butikken og kom med fem Napoleonskager. „Her skal du se jeg kender din Smag,“ sagde han leende.

Mortens Værelse laa helt oppe under Taget og var et Slags Taarnværelse med Vinduer til begge Sider. Man saá ud over de endeløse Tagmasser, der laa i Rækker bag hinanden som Mistbænkene i et uhyre Gartneri. Fra de utallige Rør og Skorstenspiber steg lidt tynd blaa Røg og lagde sig dæmpende over alting. Langt nede i Syd saas Kalvebod Strand, og længere mod Vest tonede Frederiksberg Bakke med Slottet frem af Disen. Til den anden Side laa Fællederne, og ude bag Kalkbrænderiets Skorstene skimtedes Sundet med sine mange Sejlere.

„Er det saa ikke en Udsigt hvad?“ spurgte Morten stolt.

Pelle blev ved at stirre, han gik fra Vindu til Vindu og sagde intet. Dette var Byen — Hovedstaden som han og alle de andre Fattige fra Landets fjærneste Kroge havde higet imod, Lykkens Land hvor de skulde udfri sig af Elendigheden! Han havde turet den igennem paa Kryds og tværs, forbavset sig over dens Paladser og Rigdomme, og fundet den stor over al Forventning. Her var alting storslaaet! hvad de byggede i Gaar, rev de ned i Morgen for at opføre noget endnu flottere. Fattigmands Lykke lod sig sagtens stikke imellem, saa meget her gik i Svang!

Og saa havde han alligevel ingen rigtig Forestilling haft om det hele — først nu saa han Byen! Som et mægtigt Hele laa den udbredt for hans Fødder, med Slotte, Kirker og Fabriksskorstene ragende op af Husmassen. Nede paa Gaden flød en sort Strøm ustanselig afsted, bestandig ny og ny Mennesker — som fra et stort Hav der aldrig kunde løbe tomt. De havde noget for alle sammen; man saá det ikke, men de løb vel som Myrerne og bar hver sit lille til denne vældige Tue, der var slæbt sammen af dyre Ting fra Verdens yderste Kanter.

„Der stikker mange Millioner i alt det,“ sagde Pelle endelig og tog efter Vejret.

„Ja!“ sagde Morten og stillede sig ved Siden af ham. „Og det hele er frembragt af Hænder — Arbejderhænder!“

Pelle studsede — det var en underlig Tanke at hitte paa. Men sandt var det naar man tænkte sig om!

„Nu er det nok ovre paa helt andre Hænder!“ udbrød han leende.

„Ja for de har listet det fra os, lige som man kan narre alting fra Børn,“ svarede Morten mørkt. „Men det har ingen Retskraft, det Børn gør! — og de Fattige har aldrig været andet. Men nu begynder de at vokse til du; og en Dag kræver de kanske deres tilbage.“

„Det gik os vist galt, dersom vi vilde komme og tage selv,“ sagde Pelle tænksomt.

„Ikke hvis vi var enige om det — vi er jo de mange!“

Pelle lyttede. Det var ikke før faldet ham ind at se Spørgsmaalet om Sammenslutning saa stort; man organiserede sig jo blot for at opnaa bedre Vilkaar inden for Faget.

„Du ligner din Far,“ sagde han. „Han lagde ogsaa alting stort ud og vilde selv tage sig til Rette. Jeg kom til at tænke paa ham før — han lod sig ikke træde ned. — Dengang skammede du dig nok over ham!“

Morten bøjede Hovedet. „Jeg kunde ikke bære de pæne Folks Foragt,“ sagde han stille, „jeg forstod jo blot, at han lagde Hjemmet øde og drog Skam ned over os. Forfærdelig ræd var jeg ogsaa, naar han slog sig løs; jeg kan endnu vaagne drivvaad af Sved, naar jeg har drømt om min Barndom. Men nu er jeg stolt over at jeg er _Kraftens_ Søn du! Kræfter har jeg ikke saa mange af, men kanske skal jeg faa Godtfolk til at stejle engang alligevel — jeg ogsaa!“

Nej Kræfter! det var nærmest underligt at tænke paa, at Morten var Søn af den kæmpestærke Stenhugger — saa fin og stilfærdig han var i det. Han havde endnu ikke genvundet de Kræfter, Bodil røvede fra ham i Drengeaarene; det var ligesom det altfor tidlige Misbrug blev ved at sidde og tære paa ham. Sin pigeagtige Sans for Hygge havde han bevaret, Værelset var pænt holdt, der stod saa galt Blomster i en Vase henne under Spejlet.

„Hvor faar du dem fra?“ spurgte Pelle.

„Køber naturligvis!“

Pelle maatte le. Kunde det falde noget andet Mandfolk ind at give Penge ud til Blomster?

Men Bøgerne lo han ikke af, der var en mystisk Forbindelse mellem dem og Mortens forunderlige blege Styrke. Han havde en hel Reol fuld nu. Pelle tog nogle frem og kiggede i dem. „Hvad er det for noget Tøjeri?“ sagde han usikkert. „Det ligner Lærdom.“

„Det er Bøger om os. Om hvordan det ny kommer, og hvordan vi maa ruste os til det.“

„Ja du kan sagtens!“ sagde Pelle i et Øjebliks Mismod. „Du har din Boglærdom til at hjælpe dig frem. Vi andre faar nok pænt Lov at blive i det vi engang er i!“

Morten vendte sig hæftigt imod ham. „Det er den sædvanlige Klagesang,“ udbrød han vredt — „man spytter paa sin egen Stand og vil over til de andre. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for Pokker! vi skal netop blive hvor vi er — Skomagere og Bagere, allesammen — og forlange at faa det godt dér! Komme over paa den gode Side, det kan knap én af tusind — saa kan Resten sidde der og kigge! Og tror du den ene fik Lov at slippe ind, hvis ikke Samfundet havde Brug for ham til at slaa hans egne ned med? „Her kan I selv se, hvad Fattigper kan drive det til, naar bare han selv vil!“ hedder det nok saa kønt. Der er altsaa ikke noget at udsætte paa Samfundet; nej, det er Masserne selv der er Skyld i, at de ikke allesammen er Storborgere — herregud, de vil jo ikke! Saadan kører man rundt med jer som nogle Mæhæ, og I finder jer i det og bræger dem efter! Nej hvad alle kan, det er gøre Fordring paa at faa saa rigeligt for deres Arbejde, at de kan leve godt. Jeg forlanger, at en Arbejdsmand skal have lige saa meget for sit Arbejde som en Læge eller Sagfører — og være lige saa oplyst. Dér har du mit Fadervor!“

„Dér gjorde jeg dig nok godt gal!“ sagde Pelle godmodigt. „Det dér er forresten det samme, som din Far laa og fablede om i Laden dengang han døde. Han laa i sine Fantasier og troede, at simple Arbejdere havde Malerier paa Væggene og Fortepiano lige som fine Folk.“

„Gjorde han det, du?“ udbrød Morten og løftede Hovedet som lyttede han opad. Saadan faldt han i Tanker.

Pelle sad ogsaa og grundede. Var dét da det ny — dette igen? Saa blev der god Mening i at slutte sig sammen saa mange som muligt.

„Jeg forstaar mig ikke ret paa det,“ sagde han endelig — „men i Dag har jeg meldt mig ind i Organisationen du. Jeg vil ikke staa og se til, hvis det skulde trække op til noget stort.“

Morten nikkede med et svagt Smil; han var træt nu og hørte ikke hvad Pelle sagde. „Nu maa jeg i Seng, jeg skal op Kl. ét. Hvor bor du? Jeg ser ud til dig en Dag. Hvor det var morsomt vi traf hinanden igen.“

„Jeg bor ude paa Kristianshavn — i _Arken_, hvis du ved hvor det er.“

„Det var et underligt Sted at dumpe ind! _Arken_ kender jeg godt, den staar saa tidt omtalt i Aviserne. Det er nok lidt af alle Slags dér holder til.“

„Det kender jeg ikke noget til,“ svarede Pelle halv stødt — „jeg synes nu godt om de Mennesker. — — Men storartet var det da at vi to skulde løbe over hinanden — sikken et Held hva’? Og jeg der bar mig ad som et Bæst, og gik udenom dig! Men det var dengang jeg gik i Hundene — saa hadede jeg alle Mennesker! Nu skal der ikke komme noget imellem os mere, vær rolig for det.“

„Ja det er godt, pil nu bare af,“ svarede Morten smilende; han var halv af Tøjet.

„Nu gaar jeg, nu gaar jeg!“ sagde Pelle og tog sin Hat, et Øjeblik stod han og saá ud over Staden. „Det var alligevel knusende storartet, det du sagde om Tingene før,“ udbrød han pludselig. „Havde jeg alle vi Fattiges Kræfter i mig, saa brasede jeg ud med det samme og erobrede det hele tilbage igen. Sikken en Masse der kunde blive til Deling, der blev nok ingen Fattigdom mere!“

Han stod med løftede Arme som holdt han det hele i Hænderne — og lo overgivent; stærk saá han ud. Morten laa og stirrede halvsovende paa ham og sagde intet. Saa gik han.

* * * * *

Pipmanden skældte læsterligt ud, da Pelle endelig kom hjem: „Hvad Fan bilder du dig ind — gaar der og gi’r Greven, mens en anden en sitter her og slider sig Gluggerne ud af Hovedet. Og tøster — hvabehar? Lad være og giv Grovheder, si’er jeg, lad bare vær — ellers revner den sku. For man er morderlig gal i Hovedet.“ Han holdt Haanden patetisk afværgende ud for sig, skønt Pelle ikke havde i Sinde at svare; han tog ikke Pipmanden alvorligt længer. — „Den une knuse mig, her har man sat og tøstet Klæderne af Raden paa sig, fordi saadan en Levemand gaar og dangderer den med Sylene.“

Pelle stod og talte Ugelønnen op, men brast pludselig i Latter ved et Blik ned over Pipmanden. De nøgne blaalige Skanker, der dirrede ynkeligt under Skødskindet, tog sig ustyrlig grinagtigt ud til den fuldt paaklædte Overkrop og det ærværdige Skæg.

„Ja du griner!“ sagde Pipmanden og lo med. „Men hvis at det nu var dig, der skulde krænge Bukserne af nede hos Marskandisersken og redde dig anstændigt op? De forbandede Unger! Pipmanden har Delirium, Pipmanden har Delirium! vrælede de. Gu’ ha’de jeg ikke nikke nej! — men jeg havde ingen Bukser paa altsaa. Den forbandede Hønsestige ogsaa! Olsens Halløjdatter fik et Tilfælde, og hun har sku ellers set en hel Del. Du ku forresten ta’e og laane mig dine gamle Mokassiner.“

Pelle laaste den grønne Kiste op og tog sine Arbejdsbukser frem.

„Du sku’ ta’e og sætte syv Segl for det spinatgrønne Skrummel dér!“ sagde Pipmanden gnavent. „For her ku’ godt være Tyveknægte — saa nær oppe ved Himlen.“

Pelle lod som han ikke forstod Finten, og laaste igen. Saa tændte han sin Snadde og gik ud paa Platformen.

Over Tagene stred Skumringen sig frem ude fra Sundet; der fløj nogle Duer og fangede den sidste Solrødme under deres hvide Vinger, og nede i Brønden laa allerede Mørket som en hed lila Aande. Liremanden var kommet hjem og spillede sit Aftennummer for de dansende Unger dernede, og fra Svale til Svale sladrede og smaaskændtes Beboerne. Nu og da brød en blød Tonestrøm vibrerende frem og fik det hele til at tie; det var Gale Vinslev, der sad i sin Hule et Steds langt inde i _Arken_ og legede paa Fløjten. Han gemte sig altid helt afvejen naar han spillede; saa var han som et sygt Dyr og sad i en Krog og rystede. Tonerne blev saa dejlige af det, de kom bævrende frem af hans Skjul som selve det Ubekendtes Sang eller Graad; og _Arkens_ urolige Væsner maatte tie og lytte. Nu havde Vinslev sin blide Tid; man blev lige som bedre af at lytte til ham. Men i Mørketiden kom Djævelen stundom over ham og skabte Toner i hans afsindige Hjærne, der fik det hele til at dirre i panisk Skræk. Saa videde det frønnede Træværk sig ud til en uhyre bælgmørk Skov, hvor alle Rædsler huserede og man maatte slaa blindt om sig for ikke at gaa helt til Grunde. Ligkusken paa fjerde, der ellers var saa blid i sin Donner, skamslog Konen, og rundt om i Gangene laa de og drak og sloges for at holde sig det onde fra Livet. Det var ogsaa Vinslevs Djævlefløjte, der fik Johnsen til unyttigt at begræde sit elendige Liv og ende det under Kloakristen. Men der var ikke noget at sige til det hele, — Vinslev spillede. Og det var en Overgang som alting andet.

Nu gik Djævlen om med Ring i Næsen, og Vinslevs Spil var som mild Aande paa Sindene, saa de aabnede sig som Blomster. Det var den dejlige Tid.

Pelle kendte det hele, skønt han ikke havde været her saa længe; det gjorde ham ikke noget. Han bar jo den Sejrsskorte, som Far Lasse havde drømt til ham.

Nede paa tredje i Bagbygningen koglede det ellers. En Slyngpelargonie og en Efeu havde spundet de skrøbelige Stolper ind og mødtes foroven, og deroppe hang en lille rød Papirslygte og glødede det hele festligt til. Det var som Sommernatten havde fundet sig et Fristed her midt i Stenmasserne. Under Lampen sad Madam Johnsen og hendes Datter og syede, Hannes Ansigt ulmede som en Rose ved Nat, hun vendte det hvert Øjeblik op mod ham, smilede og slog utaalmodigt med Hovedet. Saa flyttede Pelle paa sig, skiftede og lagde sig over i den anden Side, urolig som en Hest der ikke kan se sin Vej.

Lige inde bag ham gik hans Naboerske Madam Frandsen og rumsterede i sit lille Køkken. Døren stod aaben ud til Platformen, og hun smaasnakkede uophørligt, halv til Pelle halv til sig selv — om sin Gigt, sin døde Mand og sin Laban af en Søn. Hun trængte til at faa Leveren rørt, det gamle Liv: „Herregud ja, her gaar én og holder Mad parat til Ferdinand — fra Morgen til Aften og fra Aften til Dagen er der — og se saa om han gider ulejlige sig hjem. Forske hans vilde Veje kan jeg jo ikke, men bare sidde og grue og holde hans Mad varm. Saa er der dog lidt der lokker; han maa vel komme naar han bliver sulten, siger jeg til mig selv. Ak ja, ens glade Dage er hurtig talt. — Og der staar du og glor som et andet Vorherres Bælam, mens Pigebarnet dernede er ved at nikke Hovedet af Led efter dig! Ja Mandfolk er en underlig Vare, de bilder sig ind de ingenting tør — og hvem er det saa der gør alle Ulykkerne?“

„Hun vil mig ingenting,“ sagde Pelle mut. „Hun leger bare med mig.“

„Ja Jomfruen legede saa længe med sin hvide Mus, til Katten tog den. Skam dig at staa her og hænge, saa ung og velskabt du er. Klip Styrefjerene af hende — saa faar du en god Kone.“ Hun stødte ham i Siden med Albuen.

Saa fik Pelle hummet sig ned ad Hønsestigen til tredje og gik langs Svalen derom.

„Hvorfor var du nu saa kostbar i Aften?“ sagde Madam Johnsen og ryddede Plads til ham. „Du ved jo, du altid er velsét, hvad skal saa de Anstalter til?“

„Pelle er nærsynet, han kan ikke se helt herover,“ sagde Hanne og kastede med Hovedet. Hun sad og saá leende paa ham med Hovedet bagover og aaben Mund, Lyset brødes i hendes blanke Tænder.

„Faar vi godt Vejr i Morgen?“ spurgte Moderen.

Pelle mente ja og kiggede kyndigt op mod den lille Plet Himmel. Hanne lo.

„Er du Vejrprofet ogsaa, Pelle? du har da vel ikke Ligtorne?“

„Lad nu være med din Nappen, Tøs,“ sagde Moderen og slog efter hende. „Vi skulde i Skoven i Morgen, hvis Vejret er godt. Vil du med Pelle?“

Pelle vilde meget gærne med, men trak alligevel lidt paa det.

„Tag bare med!“ sagde Hanne og lagde overtalende sin Haand oven paa hans. „Og saa skal du være _mit_ Mandfolk — det er saa kedeligt at tage i Skoven med en aldrende Kone. Men saa vil jeg have Lov at være som jeg er.“ Hun kastede udfordrende med Hovedet.

„Saa tager vi Kapervognen fra Nørreport, Toget bryder jeg mig ikke om at køre med.“

„Fra Nørreport — den eksisterer jo slet ikke mere, lille Mor. Men der kører nogle Kapervogne endnu fra Trianglen.“

„Naa saa fra Trianglen da, du Vigtigpraas. Kan jeg gøre for, at de river alting ned? I min Ungdom var Nørreport et dejligt Sted. Derfra havde man Udsigt til Bondelandet, hvor jeg hørte hjemme, og intet Sted var Sommernatten saa skøn heller som dér paa Volden. Dengang kendte én ikke til at fryse, for var Tøjet tyndt saa var Hjærtet ungt.“

Hanne gik inde i Køkkenet og lavede Kaffe. Døren stod aaben, hun nynnede og blandede af og til et Ord i Samtalen. Saa kom hun og holdt nejende Bakken foran Pelle. „Men hvordan er det du ser ud i Aften?“ udbrød hun pludselig forundret; hun rørte ved hans Pande og saá undersøgende paa ham.

„Jeg har meldt mig ind i Fagforeningen i Dag,“ svarede Pelle. Han havde stadig Følelsen af det usædvanlige over sig, og syntes enhver maatte kunne se noget paa ham.

Hanne brast i Latter: „Faar man saa et sort Mærke i Panden? Se engang Mor, vil du bare se et Fagforeningsmærke!“ Hun drejede hans Hoved om mod den gamle.

„Aa, den Skarns Tøs,“ sagde den gamle leende — „nu har hun smurt dig med Sod i Ansigtet.“ Hun vædede sit Forklæde med Spyt og gav sig til at gnide Sværten af, mens Hanne stod bag ham og holdt om hans Ansigt med begge Hænder, for at han skulde sidde støt. „Tak du Gud, at Pelle er en godmodig Fyr,“ sagde den gamle, mens hun gned — „ellers blev han nok fornærmet!“ — Pelle selv smilede nok saa fornøjet.

Ligkusken kom op igennem Hullet i Svalen og ravede videre op til fjerde. „Godaften,“ sagde han med sin dybe Bas, idet han passerede dem „— og Velbekomme skulde man vel sige!“ Han havde en stor Skinke under Armen.

„Aa herregud,“ hviskede Madam Johnsen, „dér kommer han trækkende med sin Skinke — saa er hele Ugelønnen drukket op igen. De har altid Overflod af Flæsk deroppe, de Stakler, men sjælden Brød til det.“

I _Arken_ sluktes saa én Lyd, saa en anden. Barnegraaden, der sivede saa trist ud af de lange Gange naar en Dør gik op, forvandledes til bløde Kluk hvergang en forsinket Moder kom styrtende hjem fra Arbejdet og rev sin Lille til Brystet. Nu var der kun én til Rest, og den græd altid enten Moderen var hjemme eller ude — hendes Mælk havde forsat sig.

Nede fra Kælderen steg en Vuggesang op gennem Brønden i slæbende Toner; det var bare „Grete med Barnet“ der sang sin Kludedukke i Søvn. De virkelige Mødre sang ikke.

„Hun kiler bare paa,“ sagde Hannes Mor, „de andre med de rigtige Børn har ikke faaet saa meget at synge for. Men hendes Unge kræver heller ikke Mad — det gør en slem Forskel naar man er fattig.“

„I Dag har hun vasket og strøget om den, for at den kan være fin til i Morgen naar Faderen kommer. Det er en Løjtnant,“ sagde Hanne.

„Kommer han i Morgen da?“ spurgte Pelle naivt. Hanne lo højt:

„Ja for hun venter ham jo hver Søndag. Hun har bare aldrig set ham endnu.“

„Ja ja, det er ikke noget at le af,“ sagde den gamle. „Hun er lykkelig i sit — og Udkommet har hun ingen Kvaler med!“

III

Pelle vaagnede ved, at Hanne stod og trak ham i Næsen og gjorde hans komiske Grimasser efter. Hun var kommet ind over Lofterne.

„Hvor bliver du af — du?“ sagde hun iltert. „Vi gaar og venter paa dig!“

„Jeg kan jo ikke staa op,“ svarede Pelle ynkeligt. „Pipmanden er gaaet i Nat med mine Bukser og er ikke kommet tilbage. Saa lagde jeg mig til at sove igen.“

Hanne lo klingende: „Hvis han nu ikke kommer tilbage mer? Saa maa du ligge i Sengen altid lige som Mutter Jahn.“ Saa lo Pelle ogsaa.

„Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I faar tage af Sted uden mig.“

„Nej, det gør vi ikke,“ sagde Hanne bestemt — „saa tager vi Madkurven herop og dækker paa din Dyne, den er jo grøn. — Vent lidt, nu ved jeg noget!“

Hun smuttede gennem Paneldøren ud paa Loftet. En halv Times Tid efter kom hun igen og smed et Par stribede Benklæder paa Sengen: „Værsgod Hr. Klodsmajor — og skynd dig saa lidt. Jeg løb ind til Ligkuskens Marie i hendes Plads, og hun fik Fingre i et Par af Herrens Hverdags. Men hun maa have dem igen i Morgen, saa hendes Herskab ikke mærker noget.“

Saa snart hun var gaaet, skyndte Pelle sig i Tøjet. Da han næsten var færdig, knagede det stærkt i Træværket — Pipmanden var under Opsejling. Han holdt i Tovet med én Haand og slog nogle Slag udover ved hver Drejning af Trappen; rundt om fra Bislagene hvinede Kvindfolk op. Det morede ham, hans store ærværdige Hoved straalede i ophøjet Glæde. „Aa hold Kæft!“ sagde han gemytligt, saa snart han fik Øje paa Pelle — „Aa hold Kæft!“ Han stillede sig op inden for Døren og stod og klukkede.

Pelle greb ham i Kraven. „Hvor er mine Søndagsbukser henne?“ spurgte han opbragt; de gamle havde Pipmanden paa, men hvor var de ny? Pipmanden saá uforstaaende paa ham, hans slappe Træk arbejdede under Forsøget paa at grave et eller andet frem; pludselig fløjtede han: „Sa’e du Bukser — hvad Dængsemand? — var det virkelig Bukser du sa’e? — saa du spør efter hvor dine Bukser er henne? — det ku’ du jo ha’ sagt straks. For ser du, dine Mamelukker — dem har jeg jo sat.“

„Du har sat mine pæne Benklæder?“ udbrød Pelle og slap ham forfærdet.

„Gu’ har jeg saa! Der ka’ du selv se, du sku’ ikke ha’e been hidsig — for mig ka’ du alligevel ikke æde! Det klarer sig immervæk af sig selv, gør’et — bare man ikke løber varm!“

„Du er en Tyveknægt!“ udbrød Pelle. „Det er lige hvad du er.“