Part 16

„Sultede? naturligvis! Men for mig er det Vanvid siger jeg dig — jeg fatter det ikke; og enhver anden synes det er saa nemt at forstaa. Hvorfor jeg fortæller dig det — spørger du, du ved jo det hele selv! Nej men du ved det ikke rigtigt alligevel — ellers maatte du spekulere dig gal paa det forfærdelige Vanvid i, at de to Ord Brød og Forbrydelse kan høre sammen! Er det da ikke forrykt at dé to Ender skal bøje sig mod hinanden og lukke Ringen om et Menneskeliv? At man overhovedet kan stjæle Brød — _Brød_ forstaar du! det burde ikke kunne stjæles — hvad har det med Tyveri at gøre at en spiser sig mæt? — Om Morgenen længe før seks møder de Fattige uden for vor Butik, og staar opstillet for at komme først til det gamle Brød som sælges for halv Pris. Politiet ordner dem i Rækker lige som ved Billethullet i Teatret, og nogle kommer allerede Kl. fire og staar to Timer i Kulden for at holde deres Plads. Men foruden dem der køber, er der altid mødt en Del endnu fattigere; de har ikke noget at købe for men staar alligevel og stirrer — som interesserede det dem meget at se de andre komme billigt til Brødet. De staar og venter paa Miraklet du, i Form af en Skive Brød! Man kan se det af den Maade deres Øjne følger hver af ens Bevægelser, med det samme desperate Haab som der er i Hundenes Blik, naar de staar omkring Slagtervognen og tigger til Himlen om at Slagteren maa tabe noget. De begriber ikke, at ikke et eller andet forbarmer sig over dem. Ikke vi Mennesker — du skulde se deres Overraskelse naar vi giver dem noget — men Tilfældet, Uheldet. Herregud, Brød er saa billigt — det billigste af alt vigtigt paa denne Jord, og saa kan de ikke engang faa nok af det! I Morges stak jeg et Brød til en stakkels Kone, hun kyssede det og græd af Glæde. — Er det da til at holde ud tror du?“ Han stirrede paa Pelle, der lurede Vanvid i hans Blik.

„Du gør mig Uret, hvis du tror jeg ikke ogsaa føler det,“ sagde Pelle stille. „Men hvor er der nogen hurtig Vej ud af det? Vi maa være langmodige, organisere os og haabe paa Tiden. Tage os til Rette som de gør andre Steder dur vi ikke til.“

„Nej det er jo netop det! man ved vi ikke dur til det — derfor kan Retfærdigheden ikke trives. Folket faar kun hvad der tilkommer det, naar de Ledende ved, at det i værste Fald kan skaffe sig det selv.“

„Jeg tror ikke der kan komme noget godt ud af Oprør,“ sagde Pelle vaagent. Han følte igen den gamle Kampberedthed i sig.

„Det forstaar du dig ikke paa, naar du ikke har følt det i dig!“ svarede Morten hæftigt. „Revolution er Guds Røst som øver Ret og Skel, og kan ikke diskuteres. Hvis de Fattige rejste sig og tog sig til Rette, var det Guds Dom, og den omstødes nok ikke. Tiden har vel Lov at indhente sig selv, naar den er kommet i Baghaand paa saa alvorligt et Punkt; og det sker kun ved et Spring fremad. Men de rejser sig ikke, de er som fugtigt Krudt! Du har vel været nede i Jærnhandlerens Kælder under _Arken_ og set hans Lager af Klude og Ben og gammelt Jærnskrammel? Det er lutter Uhumskheder fra Lossepladsen, Ting Samfundet har fortæret én Gang og sendt derud. Han henter det ind igen, og nu kan de Fattige faa det til Købs. Han køber ogsaa Brødet af Soldaterne naar de skal paa Sold, og smider det ned i Snavsdyngen; det hedder sig det er til Hestefoder, men de Fattige køber det af ham og æder det. Lossepladsen er Fattigfolks Spisekammer — at sige naar Svinene har taget hvad de vil. Amagerbønderne feder deres Svin dér, og Sundhedskommissionen tænker paa at forbyde det; men Københavns Fattige har ingen Medlidenhed med.“

Pelle gøs. Der var noget dæmonisk ved Mortens forfærdelige Viden — Han vidste jo mere om _Arken_ end Pelle selv. „Har du da været nede i den modbydelige Kludekælder ogsaa?“ spurgte han. „Eller hvor ved du det fra?“

„Nej, men jeg ved det nu — det er jo min Forbandelse! Spørg selv, om de ikke koger Suppe paa de raadne Ben derude fra. — Og ikke engang Lossepladsens Giftstoffer kan tænde dem; de æder det og rækker efter mere. Jeg holder det ikke ud, hvis der ikke sker noget! Nu er du listet fra, og saadan gør enhver der skulde udrette noget — den ene efter den anden; fordi de er tilfreds, eller for at mele deres egen lille Kage. De der dur kniber ud, og der bliver kun Staklerne til Rest.“

„Jeg har ikke svigtet,“ sagde Pelle varmt. „Du skal faa at se at jeg ikke har.“

„Og er det underligt, om de bliver trætte,“ blev Morten ved. „Selv Gud mister Taalmodigheden med dem, der bliver ved at lade sig træde ned. Jeg drømte i Nat, at jeg hørte til dem der sulter. Jeg gik ned ad Gaden og var bedrøvet over min Tilstand, og saa mødte jeg Gud. Han var klædt som en gammel Kosakofficer og havde Knutten hængende om Halsen.

„Hjælp mig, kære Gud Fader!“ raabte jeg og faldt paa Knæ for ham. „Mine Brødre vil ikke.“

„Hvad fejler dig?“ sagde han — „og hvem er du?“

„Jeg er en af dit udvalgte Folk — de Fattige,“ svarede jeg. „Og jeg sulter.“

„Du sulter? og kommer og anklager dine Brødre som har lagt fuldt op af Madvarer frem til dig?“ sagde han forfærdelig opbragt og pegede paa alle de herlige Butikker. „Du hører ikke til mine udvalgte — pak dig!“ Og saa slog han mig med Knutten over Ryggen.“

Morten gik og hang og talte ikke mere; det syntes som han hverken saá eller hørte, han var faldet helt sammen. Pludselig drejede han af uden at sige Farvel.

Pelle gik hjem; han var ærgerlig over Mortens Hæftighed, som han følte var et Angreb paa ham. Han vidste med sig selv at han ikke var troløs; den Lykke det var at sætte Bo, burde ingen misunde ham. Han gik og blev gal i Hovedet — for første Gang i lange Tider. Her kom de og stak til ham, som havde gjort mere for Bevægelsen end de fleste — bare fordi han havde set paa sit eget en Stund. Inde i ham rørte noget ubændigt sig, han følte en pludselig Trang til at slaa til Side — komme ud i et rigtig haardt Tørn og ryste Hjemmevarmen af Kroppen.

Nede paa Kanalerne var man i Færd med at hugge Isen op for at hjælpe Vandet. Der var allerede Foraarsdrift i det, det førte Isstykkerne af Sted ud mod Havet med utrolig Langsomhed. „Det var i Grunden et Arbejde for dig,“ tænkte han undvigende. Han følte det egenlige bagved, men lod det ikke komme op i sig.

Saa snart han var inden for Døren, faldt han til Ro. Ellen sad ved Kakkelovnen og puslede Lille Lasse, der laa paa Maven over hendes Skød og sprællede.

„Her skal du bare se, saadan et sødt lille Franskbrød han har,“ sagde Ellen — „han er ikke Spor af hudløs!“

XVII

Fra sin Plads ved Vinduet kunde Pelle se ned over Kanalen med Børnehusbroen, hvor Fangerne laa paa Træflaaden og vaskede Uld. Han genkendte Ferdinands høje kraftige Skikkelse; lidt efter Jul havde man fanget ham i et underjordisk Gravkammer paa Assistens Kirkegaard, hvor han havde indrettet sig; Sneen forraadte hans Skjul. Og nu sad han her saa nær ved _Arken_ og sin Mor! engang imellem løftede han det kortklippede Hoved og saá derover ad.

Paa den anden Side Broen — opad Torvet — laa Pottemanden med sin Skude; han havde stablet Kajen fuld af Jydepotter, og Kristianshavns Madammer kom og slog Handel af. Og bagved ragede _Arkens_ Masse op.

Saa uhyre den var, virkede den ikke som nogen Kaserne, men laa der med sit vilkaarlige Præg af Landsby — af hundrede Landsbyer fejet sammen i en uredelig Dynge. Oprindelig kunde der have været en lille Bindingsværksrønne paa ét Stokværk, med Frontspids. Den havde saa givet sig til at yngle Storstad, sat sig af ved Knopskydning til alle Sider og opad helt kalejdoskopisk, til en vældig Klump med smaa Stumper Fasade, en Kile Tag, dybe Kroge og ludende Frontspidser mellem hinanden i et endeløst Virvar — helt op til femte Sals Højde over Midten. Deroppe svævede altid en blaa Dunstkreds og angav Skakten, det fælles Aandehul for _Arkens_ Mylder. Han kunde skelne Madam Frandsens Kvist med Røghatten deroppe; og længere nede, i en dyb Kløft som skar sig ind i Massen, genkendte han Hannes Vindu. Ellers kunde han ikke lokalisere ret mange af de smaa Vinduer, der stirrede ud som brustne Øjne. Selv Kulmanden der var Vicevært, vidste daarlig Rede paa _Arkens_ Krinkelkroge og Gange.

Han saá _Arkens_ Væsner rende frem og tilbage over Broen, sorgløse og med korteste Sigt; de var altid paa Færde i sidste Øjeblik og styrtede af Sted. Der var noget rørende over deres Glemsomhed, som Nøden havde fremkaldt; i _Arken_ skulde man først til at bjærge Føden, naar man havde sat sig til Bords og opdagede at der ingenting var.

Og ind imellem dem vandrede Arbejdere i Smaaflokke ind og ud over Broen; det taktfaste Traadd fra Nørrebro havde bredt sig herud ogsaa — som søgte det ham op.

Det gærede ikke længer vildt i Masserne, der var ved at komme én tung Vilje i Stedet. Af Forvirringen og det kaotiske Virvar dukkede nu Linjer frem, en fælles Bevidsthed var ved at bundfælde sig og blive til Retning. Paa en forunderlig Maade var Tusenderne faldet til Ro over det samme, og skred nu langsomt og sindigt frem under Sammenslutningstanken. For den der var mindre lydhør, kunde det se ud som der ingenting foregik — at de igen var faldet hen i Skæbnen; men Pelle vidste hvad der gik for sig. Han havde selv lagt Skulderen til, og var dulgt med i det hele igen.

Han tog glad mod Ellens fordoblede Kærlighed, og alt hvad han foretog sig, galdt hende og Barnet.

Men inde i ham gik Fodtrinene igen og lod sig ikke bringe til Tavshed; de var længere inde end han kunde naa. Det var som der pludselig var taget en Lyddæmper bort, enten han vilde eller ej, hørte han hvert Skridt af Vandringen derude.

De daarlige Tider fik dem til at færdes stille nok, men i det skjulte arbejdede det. De ny Ideer var ved at blive gængse, Bladet trængte sig ind i Hjemmene med dem, de lød fra Folkets Talerstole og ved Maaltiderne paa Arbejdspladserne — de smittede over Trappegangen fra Dør til Dør. Organisationer, der var dannet og gaaet i Stykker nogle Gange, dannedes igen — og denne Gang for at bestaa. Arbejdsherrerne bekæmpede dem men kunde ikke slaa dem ned; de var som en indre Lov i Massen — en Struktur hvorefter den _maatte_ lejre sig.

Man beskattede sig selv og stjal af sin Mad for at styrke Foreningskassen, i blind Overbevisning om at der nok skulde komme et eller andet vidunderligt ud af det. De Fattige bragte Formuer til Veje gennem Sult og Savn og Taarer, og havde til Gengæld den Tilfredsstillelse at de dog var rige gennem deres Organisation. Ved at slutte sig mange sammen smagte de Rigdommens Sødme; og taknemmelige som de var, betragtede de allerede dét som et Resultat. Velstandsfølelsen stillede dem over de uorganiserede, socialt følte de sig overlegne over dem; at gaa ind i Fagforeningen kom nu til at betyde en Oprykning i Samfundet. Det tog mange, og andre dreves ind ved den stærke Kontrol blandt Husbeboerne. De store Arbejderkaserner gennemtrængtes efterhaanden af Ideerne; de der ikke vilde slutte sig til dem maatte fortrække. De blev betragtede som et Slags Ross og maatte ty sammen i bestemte Kvarterer.

Nu vilde det ikke være umuligt at faa Fasthed i Organisationen og udrette noget for Faget — om der kom en rask Mand i Spidsen. Det at de fleste arbejdede hjemme paa Logi kunde ikke længer skjule dem — Bevægelsen havde Øjne alle Vegne. Pelle greb sig i at sidde og lægge Planer for Fagets Fremgang.

Han slog til det og rettede hele sit Sind mod Ellen og Barnet. Hvad havde han med fremmed Nød at skaffe, naar de to kunde behøve alle hans Ævner og Kræfter for at have det nødvendige? Han havde pintes nok under Trykket af Elendigheden — til ingen Nytte! og fundet sin Befrielse her, i et velsignet Virke, der var til at overkomme naar han ikke forsømte noget! Hvad skulde saa denne indvendige Manen til, som om han forbrød sig mod sin Pligt?

Han fik det til at tie ved sin Glæde over de to, men det kom underfundigt igen og spøgede ukendeligt i hans Sind.

Stundom kaldte noget paa ham bedst som han sad: Pelle, Pelle! — eller det bankede midt om Natten. Saa rejste han sig lydhør over Ende i Sengen, Ellen og Barnet sov trygt, han hørte Lille Lasses Aandedrag som bløde Fløjt. Han gik til Døren og lukkede op, rystede saa paa Hovedet af sig selv. Det var jo et Varsel; nogen af dem der stod ham nær maatte være stedt ilde!

I denne Tid kastede han sig med al sin Hæftighed over Samlivet med Ellen og Barnet; han levede saa stærkt med dem, som stod han foran et snarligt Opbrud. De havde anskaffet sig en Barnevogn paa Afbetaling, hver Søndag pakkede de Mad i Magasinet og trillede ud paa Udflugt, til Fællederne eller en Krohave i Byens Omegn hvor de spiste deres Mad og købte Kaffe. Ofte tog de Strandvejen fat og kørte helt ud til Skoven. Lasse Fredrik som Ellen kaldte ham, tronede i Vognen i al sin Stads og lignede en lille Afgud, Pelle og Ellen skiftedes til at køre ham. Ellen protesterede. „Det er ikke noget for en Mand at køre Barnevogn,“ sagde hun — „du ser heller ingen af de andre gøre det! De la’r pænt deres Koner slaas med Gumpekassen.“

„Hvad kommer de andre mig ved,“ svarede Pelle. „Jeg holder ikke Hest.“

Hun sendte ham et taknemmeligt Blik — men syntes alligevel ikke om det.

Derude havde de herlige Timer. Lille Lasse fik Lov at kravle om som han vilde, og var et rent Vidunder til at tumle sig; han var som en ør Bjørneunge. „Jeg tror han kan mærke Jorden under sig,“ sagde Pelle som kendte sin egen Barndomsrus igen. „Det er alligevel skidt med de Kaserner derinde!“ Ellen saá uforstaaende paa ham.

De kom ikke af Pletten selv men havde nok i at ligge og more sig over Ungen; til han pludselig satte sig paa Halen og saá forundret paa dem — som opdagede han dem først nu. „Nu begynder han at tænke,“ sagde Pelle leende — „saa kan du godt tro han er sulten.“ Og Lille Lasse kravlede ganske rigtig hen til Moderen, stødte Haandbalgen mod hendes Bryst og sagde: Mam, mam! Pelle og Barnevognen maatte staa for, mens han blev fodret af.

Naar de kom hjem, var det Aften. Hvis Maatten var flyttet, havde der været nogen for at besøge dem; af dens Stilling kunde Ellen regne ud, hvem det var. Den stod paa Kant op ad Væggen.

„Det er din Onkel Tømrerens,“ sagde Pelle sagte; Lille Lasse hang sovende paa hans Arm, med Hovedet mod hans Skulder.

„Nej det er Kusine Annas,“ svarede Ellen og lukkede op. „Gudskelov vi ikke var hjemme, for saa havde vi faaet hele Redeligheden til Aftens. De spiser aldrig noget hjemme om Søndagen men ta’r lige en Sjat Kaffe; saa gaar de rundt og æder Familien ud af Huset.“

XVIII

Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i _Arken_. De lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det, var kun lidt mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre, uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være det værste der kunde overgaa Børnene.

Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede der lidt Skadefryd i hendes Øjne.

En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet, ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af _Arbejderen_ i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem først.

Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng, der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i _Arken_.

Marie kom ham urolig i Møde. „Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han har ikke været hjemme i Nat!“ sagde hun bekymret. „Der er saa mange Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.“

Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde _Arkens_ Beboere faa Øje paa Meddelelsen og komme busende med det, saa var det bedre han forberedte hende. „Men det er jo ikke sikkert,“ sagde han opmuntrende. „Maaske er det slet ikke ham.“

Marie brast i Graad: „Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter, lille Peter dog!“ Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over sit Skød som en ulykkelig Moder.

„Vær nu stor og fornuftig, Marie!“ sagde Pelle og lagde Haanden paa hendes Skulder. „Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.“

„Gaa først ud paa Fabrikken!“ raabte Marie og rejste sig energisk — „der ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor — hører du! Husk paa Skolegangen — og han har ikke meldt sig til Præsten for at blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.“

„Jeg skal nok tage mig i Agt!“ sagde Pelle og skyndte sig af Sted.

Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik.

Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. „Nu skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,“ sagde han med et græmmet Smil — „det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille noget, for ellers —“ han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. „Jeg skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til Byrde hele mit Liv. Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?“

„Vi skal nok finde paa noget,“ sagde Pelle — „der er ogsaa gode Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!“ Han vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige og greb simpelthen efter det umulige.

Peter havde ingen Læsebøger bag sig. „Gode Folk!“ udbrød han og blæste haanligt — „de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse — hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af Skiltene paa Gaden naar han løb Bud — han skriver ogsaa! Og Hanne har lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.“ Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans Ansigt var — helt indfaldent!

„Du skal nu ikke være bekymret alligevel,“ sagde Pelle fortrøstningsfuldt. „Vi finder nok noget.“

„Ja men ikke Fattigvæsenet — lad vær med at rende og tigge til mig,“ svarede Peter vredt. „Og Pelle,“ — han hviskede for at ingen paa Stuen skulde høre det — „her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales — ellers gaar det for Fattighjælp og de giver sig til at snuse — jeg har stukket dem en Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge liggende — dem kan du ta’e.“

Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme — hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. „En rigtig prægtig Gut er han,“ sagde han næsten grædefærdig. „Lidt for alvorlig af alt det Arbejde — og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid for Arbejdet — det er forfærdeligt at tænke paa!“

Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen over Haaret.

„Vi maa gøre noget for ham, Ellen!“ sagde han dumpt.

„Du er saa god Pelle — du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.“

„Vi maa sælge en af Stumperne du — eller sætte noget ud!“

Hun saá forfærdet paa ham. „Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du synes, saa —! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.“

Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham — enten handlede man eller tav!

Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud og Opkræver naar han kom sig.