Part 22

Paa Maskinfabrikken _Danmark_ var Spændingen af ældre Dato. Dengang Landbruget, tvunget af Forholdene paa Verdensmarkedet, svingede fra Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet, og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at sætte Akkorden ned — da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i, saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste.

Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak, som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham.

Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den gældende Priskurant ikke var tidssvarende — og skulde forbedres. Det lød ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under.

Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede en Flok øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret.

Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet: Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling, Underskrift værsgod — ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede, Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og bøjede sig saa ned over sit Arbejde.

I Middagspavsen samledes de om ham. „Hvad nu?“ spurgte de og hang ved ham med Øjnene, deres Næver dirrede. „Skal vi ikke tage og gaa med det samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der er lidt Uld paa os.“

„Giv Tid!“ svarede Pelle — „giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde. I har Ansvaret for Kone og Børn!“

De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man traadte ham for nær — selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu stod han med Ansvaret for de mange — det skulde nok give sin Mand Besindighed. „Giv Tid!“ sagde han til dem igen og igen — „vi ved mere i Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!“

De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der var gaaet et Par Dage — og lavede Halløj i Maaltidspavserne.

Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed Værktøjet. Nogle stak i en Løbetrøje og hastede hjem for at faa en Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede ofte Middagspavsen til at gaa over i _Arken_ og hilse paa Far Lasse, der havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt.

En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven Kvartérmand med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin Karrikatur ud og udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt, naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan var den.

Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen. Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den.

Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet Undervisning i Tegning. „Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,“ sagde han. „Vil De prøve?“

Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet — den som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. „Ja,“ fik han sagt. „Ja Tak!“ Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham.

„Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,“ sagde Ingeniøren. „Nej hvad er det i Dag? — Lørdag. Mandag Morgen altsaa.“ — Dermed var det afgjort, ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte.

De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. „Nu er din Lykke gjort du,“ sagde de. „Nu bliver du sat til Tegning, og hvis du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede ved Sandformene. Nu er han Matador!“ Deres Ansigter lyste af Glæde over hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det til hvad det skulde være.

Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere. Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage. „Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,“ sagde hun og saá stolt paa ham — „du ligner jo ingen anden! Og se nu —! Men Børnene Pelle, de skal ogsaa vide det.“ Saa rev hun Søster op af Søvnen, og fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde.

„Du skræmmer hende jo med din Glæde,“ sagde Pelle og lo selv over hele Ansigtet. —

„Men hvad saa — saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?“ sagde Ellen pludselig mens hun gik og dækkede Bord. „Bare jeg nu egner mig til det. Og Drengen skal da gaa i Betalingsskole.“

Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. „Nej,“ sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham — „det er ikke noget Arbejde for dig.“

„Det skal da gøres færdigt“ sagde Pelle, „vi kan ikke levere halvfærdigt Arbejde fra os.“

„Det skal jeg nok gøre færdigt — naar du saa vil tage noget andet Tøj paa. Du ligner jo en —“

„En Arbejdsmand vel“ sagde Pelle leende.

Pelle klædte sig om og gik ud i _Arken_ for at meddele Lasse Nyheden, siden skulde han træffe de andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager.

„Ej se,“ sagde Lasse henrykt — „nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for — at ligge dér og male op paa Vægge og Papir — du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt; kanske er det Gudsgaven det — som skal bære ham frem! Og nu lader det jo til at det skal vise sin Nytte.“

„Her er ikke hyggeligt, du Far!“ sagde Pelle. „Men nu tager jeg dig snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at gaa og sjove, det maa du belave dig paa.“

„Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden — og nu er jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.“

Nyheden var allerede kendt i _Arken_, og de kom frem og ønskede ham til Lykke, da han gik. „Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du kommer over i dit ny,“ sagde de — „det gaar aldrig an! Men glem os alligevel ikke helt, fordi om vi er fattige Fugle.“

„Ork nej, Pelle har taget saa mangen Sultetørn sammen med vi andre fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!“ svarede de sig selv.

Først nu da han forlod _Arken_, kom han i Tanke om, at han havde noget at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dér; der havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem — den eneste som kunde det.

Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod — nej saa opblæst var han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden — og Lykken havde banket paa hos ham. „Gaa frem Pelle!“ sagde det inde i ham. „Hvad er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! — vil du øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din egen Vej!“

Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod Lykken, hvad saa Alverden sagde — det gjorde blot ondt at lade de andre sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere! der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter men hørte til paa den anden Side — han Pelle der havde været den lyse Brand. Naa, svigte dem vidste han at han aldrig vilde; selv om han naaede højt op — og det nærede han ingen Tvivl om — saa vilde han altid føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver.

Ellen mærkede hans Alvor — kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde hjælpe ham at sætte over dem. „Skal vi ikke tage din Far hjem til os allerede i Morgen?“ sagde hun. „Han kan jo ligge paa Chaiselongen i Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny Stilling.“

XXVII

Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, ingen følte sig rigtigt tryg som havde noget med Organisation at gøre; det var aabenbart Hensigten at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at bryde Freden. „De vil slaa Fagforeningerne i Stykker for at kunne skrabe Smørret af vort Brød igen,“ sagde Arbejderne. „De mener vel det gaar lettere nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. Men det skal blive en evig Løgn.“

Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, overalt var de kampberedte og ønskede intet hellere end at slaa til. Kvinderne græd og gruede, de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød leves op igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, smed et Sjal over sig og rendte op paa Kontorerne til Fabrikejerne og tryglede dem om at afværge Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig manet til Ro og Forsigtighed. Alting afhang af at man over for Offenligheden beholdt Retten paa sin Side.

Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad der foregik, men stod jo ellers uden for det hele nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og Fjedersko, og mødte først Klokken syv, mens de andre mødte Kl. 6 — det forskød straks Synspunktet.

Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, og stod foreløbig og kopierede nogle slidte Tegninger eller fyldte ud. Han var i en underlig løftet Stemning — som i en let Rus; det var første Gang i sit Liv han havde været ved et Arbejde, som var renligt og tillod at have pænt Tøj paa. Underligt var det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste hen mod en eller anden brøstfældig Alderdom, førte dette opad. Her kunde han naa alt hvad han vilde, lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang krøb derop, i Spidsen for det hele, og satte otte Timers Arbejdsdagen og en god Dagløn igennem? Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme nede fra og op uden at glemme sin Fortid og blive til en Blodsuger. De skulde endda komme til at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat — skønt han forlod deres Rækker.

Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden for Døren, tog Ellens hundrede Forehavender ham. Han maatte have et Sæt pænt Tøj til — graat Kontortøj, og mere Linned; gaa til Barberen blev han ogsaa nødt til mindst to Gange om Ugen, han fik ikke Lov til selv at sidde og karte sig i Ansigtet med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle maatte sande, at det ikke var helt nemt at være en Overklasser som han kaldte det.

Og der skulde Penge til det altsammen. Der var den samme Jagen og Hovedbrud for at støve Skillinger op som i Vinterens Nød; men denne Gang var det helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot til man kom i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; han havde Pelles halvgode Løbetøj paa som Ellen havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. Det var de gamle Fedtlærsstøvler — dem Pelle drog ud fra Stengaarden i — der var til endnu; de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad forresten paa et Par Træskostøvler.

Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig en gammel Bedstefar, med sit visne Ansigt og det gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille Lasse skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde Far Lasse ikke se ham, og det benyttede Knægten sig af; han begreb aldrig de Øjne, som ikke kunde se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig hvorfor.

„Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom i mine Dage,“ svarede den gamle altid.

Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle udbrændte Krop viste sin Taknemmelighed ved at lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe Børnene; Pelle og Ellen kunde trygt give sig ud i deres mange Forretninger. Der var de hundrede Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i det ny! De tænkte ogsaa paa at optage et Laan paa et Par Hundrede Kroner. „Far vil kavtionere for os,“ sagde Ellen.

„Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god Undervisning i Tegning,“ sagde Pelle. „Jeg trænger til at faa rigtig Bund lagt.“

* * * * *

Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder ud. Stemningen blandt Arbejderne var stærkt spændt, men de passede hver sit og forholdt sig afventende. Ved Middag gik Formændene omkring og æskede hver enkelts Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; men hen paa Eftermiddagen gik tre Arbejdere som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder Munck som var Ordfører frem og sagde: „Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.“ Mere fik han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod Trappen og raabte: „Jeg underhandler ikke med mine Folk.“

Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem — det var hurtig gjort! Den tykke Munck bevægede Læberne som om han raabte, men ingen kunde høre noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. Han gik med drøje Skridt ned gennem Hallen, tog en Hammer og slog tre Slag paa den store Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele Fabrikken drønede det. I samme Nu fór de nøgne sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store og smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset stansede med ét; der blev saa tyst som om Døden var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af Drivremme der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs dirrede endnu svagt; Stilheden gabede frem af det store Rum som en forfærdet Maaben.

Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op og vidste hverken ud eller ind. Der gik Bud efter Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og vaskede sig i deres Spande, stille og tungt som havde de fulgt noget til Jorden. Deres Miner var lukkede. Anede de mon, at de tre Slag var Signalet til en forfærdelig Kamp? eller fulgte de kun den første vrede Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; deres Ansigter bar Præg af at dette var Skæbnen — det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren, fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende tilbage for at plyndre sit Offer endnu en Gang.

Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns under Armen, og stod og ventede tavse paa deres Tur til at faa gjort op. Formændene løb og maalte op med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler og udregnede enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen kom ned ad Trappen fra Kontoret, høj og stolt, og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for ham. Han saá sig skarpt om som vilde han indprente sig hver enkelt, lagde Haanden paa en Formands Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle: „De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa disse Mennesker herut i en Fart.“ Arbejderne rettede langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham, det rykkede i en og anden nedhængende Næve. De forlod Fabrikken én og én, efterhaanden som de fik Opgør.

Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft i betuttede Udbrud: „Saá I den Gamle? — han var hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi kommer dér igen!“

Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var Krigen brudt ud; der var slaaet Hul, og det ene vilde tage det andet med sig. — Lille Lasse der kendte hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han kom hjem; men han sansede det ikke.

„Du er saa alvorlig,“ sagde Ellen — „er der sket noget?“

Han fortalte det stille.

„Herregud!“ udbrød hun frysende, „skal de nu ud i Arbejdsløsheden igen! Gudskelov det ikke berører os!“ Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig over noget.

XXVIII

Det var en stærk og bevæget Tid der nu fulgte. Gennem en Aarrække havde Kampen saa at sige forberedt sig selv, og de havde rustet sig til den, længtes efter den, prøvet at hidlokke den for at faa afgjort en Gang, om de til evige Tider var udset til at være Slaver og staa i Stampe, eller der var en Fremtid for dem ogsaa. Nu var Kampen der — og kom bag paa dem alle; man havde gærne sluttet Fred nu.

Men nogen Udsigt til en fredelig Løsning var der ikke, Arbejdsgiverne fandt Tidspunktet gunstigt til at faa ryddet op, Kampen skulde staa nu. Der var i de senere Aar fremtvunget adskilligt gennem Organisationerne, det blev trukket frem og lagt paa Bordet: værsgod, æd _det_ i Jer igen! Det var det samme som at bede dem gaa. Hver Morgen kom der Efterretning om ny Hold Arbejdere, der var sat paa Gaden eller gik selv.

Det ene greb ind i det andet. Jærnmændene gjorde fælles Sag med Fabrikken _Danmark_ og udelukkede Maskinsmedene; saa gik Formerne ogsaa — og Modelsnedkerne, og andre Fag stansede — det hele hang sammen.

Pelle kunde fra sit Stade overse det hele. Der kom gamle Kampminder op i ham, hans Blod blev hedt, og han greb sig i deroppe paa Tegnestuen at lægge Planer for Arbejdernes Felttog, saadan og saadan. Han havde det raske Kampblod — det der tager Offensiven — og saá deres Fejlgreb; de mødte ikke kraftigt nok imod. De var træge endnu, og kunde vanskelig forsone sig med at de igen skulde spasere; derved skortede det paa Modangreb som kunde skade. Arbejdsgiverne der under Jærnmændenes Anførsel tog energisk fat, fik et betydeligt Overtag til at begynde med.

Fabrikken _Danmark_ blev holdt i Gang, men fungerede mat som en Døende. Bedriften holdtes oppe ved Hjælp af nogle Skruebrækkere, og enhver der kunde blandt Funktionærer blev sat i Arbejde dernede, selv Direktøren for Maskinafdelingen var trukket i Bluse og stod og passede en Drejebænk. Det galdt om at tage Modet fra de Strejkende ved at vise, at det hele gik uden dem.

Der var en Del Forstyrrelse paa Tegnestuen og Kontorerne, Skruebrækkere skulde støves op helt fra Udlandet, andre stak af og skulde erstattes med ny. Pelle fik under dette Lov at skøtte sig selv, og tilegne sig hvad han kunde. Det holdt han ikke af; der var højt op til den øverste Top, og man kunde ikke hurtig nok faa noget lært.

En Dag kom der Ordre op til ham om at komme ned og give en Haand med i Centrifugeafdelingen; Arbejdsmændene havde gjort fælles Sag med Maskinsmedene. Ordren traf ham midt i en festlig Fremtidsdrøm; han vaagnede brat. „Jeg er ikke Skruebrækker“ svarede han krænket.

Saa kom Ingeniøren selv: „Ved De at De nægter at gøre Deres Skyldighed?“ sagde han.