Part 15

Uden at han mærkede det, ledte hun hans Kræfter tilbage og over paa hans eget. Han kunde arbejde for to, naar hun sad over for ham ved Disken og underholdt ham mens hun hjalp til. Pelle syntes egenlig deres lille Rede var ganske hyggelig, men Ellen havde Sindet fuldt af Planer til Forbedringer og Fremgang ogsaa dér. Til Forretningen hørte et borgerligt Hjem med bløde Møbler og mange Slags Ting, det byggede hun allerede paa. Hjemmet her, der for ham var som et kært Ansigt man overhovedet ikke tænker sig anderledes, var for hende noget foreløbigt — Ting der efterhaanden skulde erstattes af kønnere og bedre. Bag hendes hyggelige Snak om daglige Smaating aabnede der sig et stort Perspektiv; han maatte hænge i, skulde han svare til alt det hun ventede af ham!

Ellen var ikke den der forsømte sit Hus — der randt overhovedet ikke noget bort mellem Fingrene paa hende. Naar Pelle var paa Værksted, endevendte hun det hele, skurede og skrubbede, og havde noget godt til ham ved Maaltiderne. Om Aftenen var hun uden for Værkstedsdøren og ventede paa ham. Saa gik de en Tur langs Kanalen og over den grønne Vold hvor Børnene legede. Ellen hang tungt paa hans Arm. „Nej Pelle, som jeg har længtes efter dig i Dag!“ sagde hun dvælende. „Nu har jeg dig jo, og alligevel gør det helt ondt i mine Bryster; de ved ikke endnu at du er hos mig.“

„Skal vi ikke arbejde lidt i Aften — blot et Kvarter?“ sagde hun gærne naar de havde spist. „Des før bliver du Mester og kan tage dig det lidt behageligere.“ Pelle havde maaske mere Lyst til at gaa Aftentur med hende gennem Byen, eller tage ud et Sted og nyde Solnedgangen; men hendes mørke Øjne lukkede sig om ham.

Hun var fuld af Vilje i al sin Kærlighed — og altid var det ham det drejede sig om. Der var noget ved hendes Væsen, som udelukkede den Mulighed at hun tænkte paa sig selv. I Forhold til hende selv var alting hende ligegyldigt, det var kun sammen med ham hun ønskede — og for ham! Hun var uberørt og gavmild som ny Jord; Pelle havde vakt Kærligheden i hende — som en uophørlig Trang til at give. Han følte ydmygt, at alt hvad hun ejede bragte hun ham som Gave, og gjorde alt for at gengælde hendes Rundhaandethed.

Han havde afslaaet at overtage Ledelsen af Organisationen. Samlivet med Ellen og Opretholdelsen af det nystiftede Hjem lævnede ikke Tid til en anstrængende Virksomhed udad. Ellen blandede sig ikke i det, men naar han kom hjem og havde tilbragt sin Aften med Møder, var hun forgrædt. Der var en Svaghed i det han ikke forstod at møde paa anden Maade, saa blev han hjemme hos hende. Og han kom ikke til at savne noget, Ellen gav ham rigelig Erstatning. Hun forstod at lukke det lille Hjem om ham og gøre det til en Verden af rigt inderligt Liv. Større Lykke gaves ikke end at sætte sig som festligt Maal — en Porcelæns Urtepotte der kunde staa i Vinduet med Aspedistraen. Det tog en Uges Overlæg og Sparen; og naar de havde faaet den, gik de Arm i Arm over paa den anden Side Kanalen og skottede over til Vinduerne for at se Virkningen. Og saa dukkede noget nyt op — Brødmaskine, graveret Dørplade; hver Lørdag Aften betød en ny lille Erhværvelse.

_Arbejderen_ laa og blev ikke læst; naar Pelle lagde Arbejdet fra sig et Øjeblik for at kigge i den, var Ellen der og nappede ham i Øret med sine Læber — hans Fritid tilhørte hende. Og det var en dejlig Adspredelse i Arbejdet at lege sorgløst som to Hundehvalpe, dejligere end at slæbe paa Byrden af de manges trælse Kaar. Saa blev Bladet sagt af; Ellen fik Pengene hver Uge til sin Sparegris. Hun havde udset sig et Hjørne henne paa Torvegade, hvor de skulde have Butik og Værksted med tre-fire Svende — det sparede hun sammen til. Pelle maatte beundre hendes Klogskab, for det var et godt Strøg.

Efter Giftermaalet kom de ikke saa meget hos Svigerforældrene. Stolpe syntes at Pelle var i Færd med at løbe kold, og gjorde saa smaat Nar ad ham for at sætte Farten op i ham igen. Men saa blev Ellen vred og tørnede haardt sammen med ham — hun taalte ikke nogen Kritik over Pelle. De tog kun derud, naar Pelle foreslog det; hun selv syntes ikke at trænge til Slægten men blev helst hjemme. Ofte lod de som de ikke var hjemme, naar Familien ringede paa — for at have det for sig selv. Og om Søndagen tog de helst ud alene, til Dyrehaven eller Kongens Lyngby.

Lasse saá de ikke meget til. Ellen havde engang for alle indbudt ham til at komme og spise til Aften; men naar han kom hjem fra Arbejdet, var han for træt til at skifte Klæder og pudse sig, og Ellen var øm over sit lille Hjem. Han havde stor Respekt for hende, men følte sig ikke rigtig hjemme i hendes Stuer.

Han havde beholdt Pelles gamle Værelse og fik sin Kost og Forplejning hos de tre forældreløse. De holdt meget af ham, al deres pudsige Omsorg for det store Hittebarn Pelle havde de ført over paa den gamle Mand. Og her faldt den bedre til; Lasse var ved at blive Barn igen og trængte til at blive tullet lidt med. Han kunde lytte med stor Andagt til Maries Smaabekymringer, og Drengenes Fortællinger om hvad de oplevede; og svarede med Oplevelser fra sine Drengeaar eller ude fra Stenpladsen, dygtigt pralende for ikke at staa tilbage. Naar Pelle kom over for at faa Faderen med hjem, sad de fire gærne og havde et eller andet Børneværk for; de smaatrættedes om Fremgangsmaaden, for Lasse vilde jo være den klogeste. Den gamle undslog sig:

„Du faar ikke være vred, du Pøjke, fordi jeg forsømmer jer; men jeg er træt om Aftenen og gaar tidlig i Seng.“

„Saa kom over paa Søndag da — og spis Frokost med os. Saa tager vi ud bagefter!“

„Nej, paa Søndag har jeg noget for — et Stævnemøde du,“ sagde Lasse skælmsk for at undgaa videre Spørgsmaal. „Nyd I jer unge Lykke, den varer ikke bestandig!“

Hjælp vilde han aldrig tage imod. „Jeg tjener til Føden og lidt Klæder; meget behøver jeg ikke af nogen af Delene og er godt fornøjet. Du har vist ogsaa nok at gøre, du!“ svarede han bestandig.

Lasse var altid mild og venlig og lod fornøjet, men der laa et eget Slør over hans Øjne som sad der Skuffelse i hans Sind.

Og Pelle forstod det godt — det havde altid været den selvfølgeligste Sag, at Lasse skulde tilbringe sine gamle Dage ved hans Arne. I Barneaarenes Fremtidsdrømme saa forskellige de kunde være, var Far Lasse altid med og nød sin Alders Hvile til Tak for hvad han havde gjort. Saadan maatte det være, i ethvert Fattighjem derude paa Landet sad der en Gamling i Ovnkrogen — Børn er Alderdoms eneste Trøst for Fattigmand.

Det lod sig ikke indrette foreløbig, i deres to smaa Stuer var der ikke Plads. Ellen manglede sikkert ikke Hjærterum, hun tænkte ofte paa den gamle med et eller andet; men hendes hæftige Kærlighed tillod ikke Tredjemand at komme helt ind paa Livet af dem. Det var heller aldrig faldet hende ind med en Tanke; og Pelle følte, at hvis han overtalte hende til at tage Far Lasse i Huset, maatte det vidunderlige i deres Samliv dø. Saa rigt som han og hun levede fra Stund til Stund — det var en hellig Lykke som ikke kunde ofres men selv krævede alle Ofre! Deres Forhold var ikke den jævne praktiske Holden-af men selve den store Kærlighed — der ellers kun strøg hen over Fattigfolks Hverdag i skønne tragiske Sange om ulykkelige Elskende. Her til dem kom den selv — som et lysende Under!

Og nu var Ellen med Barn. Hendes Skikkelse blev fyldigere og blødere. Over for alle andre bevarede hun det fremmede, kolde i sit Væsen; men mod Pelle aabnede hun sig helt. Det lille Forbehold — der altid havde holdt til et Steds i hende, som var der noget ikke engang han kunde erobre — forsvandt; hendes Blik stirrede ikke ransagende længer men lagde sig hengivent til Hvile i hans. Der kom en forunderlig blød Ligevægt over hende — som havde hun nu taget hele sit i Besiddelse; og hun blev skønnere Dag for Dag.

Pelle følte sig stolt over at se hende udfolde sig saa rigt under hans Kærtegn. Han havde den samme Følelse af overvættes Gavmildhed, som Mulden pludselig kunde indgive ham i hans Barndom; hans Sind fyldtes af uendelig Ømhed. Der var en besnærende Magt i Ellens løfterige Hjælpeløshed; han ofrede gladelig hele Verden for at tjene hende og det hun bar saa vidunderligt paa.

Han stod selv op om Morgenen og gjorde i Stand og lavede Kaffe, inden han gik paa Arbejde; naar han kom hjem og Ellen havde skuret og skrubbet i Huset, blev han vred. Han fordoblede sig selv for at skaane hende, kneb paa Søvnen og var rastløst paa Færde; hans Ansigt havde et stillestaaende Præg af Lykke, der gav ham Udseende af at være indskrænket. Uden for de fire Vægge gik hans Tanker ikke, Ellens velsignede Skikkelse tog det hele.

Nyanskaffelserne hørte op, i det Sted gjorde Ellen besynderlige Indkøb af Lærred, Flonel og Lister. Der var hemmelige Samtaler mellem hende og Moderen, som Pelle holdtes udenfor; og naar de kom ud til Svigerforældrene, fik Madam Stolpe travlt med at rode i Skuffer og gav Ellen smaa Pakker med hjem.

Tiden gled altfor hurtigt forbi; saa udelukkende de levede for deres eget, syntes de ikke engang de fik alting med. Og en Dag var det, som det hele skulde falde sammen om dem. Ellen laa i Sengen, hun vred sig og skreg som om en ond Aand havde taget Bolig i hende! Pelle stod bøjet over hende med et hjælpeløst Udtryk, og for Fodenden af Sengen sad Madam Blom; hun strikkede og læste i sin Avis som var der ingenting paa Færde. „Skrig kun, lille Madam“ sagde hun engang imellem naar der blev hende for stille — „det er det der skal til!“ Ellen saá hadsk paa hende og pressede trodsigt Læberne sammen, men i næste Øjeblik spærrede hun Munden vidt op og brølede vildt. Hun havde et Reb ned om Fodenden af Sengen, det trak hun i mens hun skreg. Saa faldt hun udmattet sammen. „Du stygge, stygge Dreng,“ hviskede hun med et svagt Smil. Pelle bøjede sig glad ned over hende, men hun stødte ham pludseligt bort, hendes skønne Legeme forskød sig, den forfærdelige Kamp rasede igen i hende. Med ét løste en spæd Stemme hende af og fyldte Hjemmet med en ny Tone. „En ny Mund at mætte,“ sagde Madam Blom og holdt den nyfødte op ved det ene Ben — det var en Dreng.

Pelle gik om rød i Hovedet og helt fortumlet, som var der hændt ham noget ingen anden havde oplevet Magen til. Han tog Mester Becks Arbejde hjem den første Tid, og passede selv Drengen om Natten. Hvert Øjeblik maatte han smide Arbejdet og ind til de to. „Det er storartet med dig, som saadan giver et Barn for et Kys,“ sagde han straalende — „og oven i Købet en Dreng! Sikken et Mandfolk der skal blive af ham.“

„Næ — er det en Dreng!“ sagde Familien. „I er ikke væk!“

„Det manglede bare!“ svarede Pelle vigtigt.

Den kvindelige Familie gjorde Nar ad ham, fordi han passede Barnet. „Sikken et Mandfolk — han la’e sig saamænd gærne i Barselseng,“ sagde de drillende.

„Det kunde være lige meget med det,“ brummede Stolpe. „Men han er lige ved at blive Idiot — det er meget værre. Og det gør én ondt at maatte sige det, men det er Tøsens Skyld! Nu har hun dog gaaet her al sin Tid og ikke hørt andet end hvad godt er. Men Fruentimmer er ligesom Katte, der hænger ikke noget ved dem.“

Pelle lo blot ad deres Stiklerier, han var ovenud lykkelig.

Nu kunde Lasse ellers finde Vej om til dem! Aldrig saa snart havde han faaet Melding om Begivenheden, før han mødte op som han gik og stod. Der var kommet et dristigt Sving over ham, han smed sin Kabuds paa Gulvet inden for Døren, og brasede ind i Sovekamret som vilde nogen holde ham tilbage. „Ak det lille Væsen! har én nu set Mage til Guds Engel!“ udbrød han og gav sig til at kvidre løs over Barnet, saa Ellen blev rød i Kinderne af Moderstolthed.

Hans Glæde over at være blevet Bedstefar kendte ingen Grænser. „Saa kom det jo, saa kom det jo!“ blev han ved at gentage. „Og jeg, som frygtede jeg skulde komme til at gaa i min Grav uden Stedfortræder! — Ak sikken en lille buttet Fanden! der er noget at begynde Tilværelsen med, dér! Han bliver sikkert Storborger han, du Pelle! vil du se saa trind han er! Kanske Købmand eller Fabrikant eller noget sligt! Den der kunde faa se ham i hans Magt og Vælde — men det lykkes nok ikke Gamle Lasse det.“ Lasse sukkede. „Ja ja, nu er han her saa, og som han ser paa én allerede! Kalurius tænker nok: Hvad er det for en runken og skrunken Mandsling, dér staar og hilser paa i sit gamle Tøj? Ja det er Lassefar det, du! se kun paa ham — han er kommet til sine Herligheder paa en ærlig Maade.“

Saa gik han hen til Pelle og famlede efter hans Haand: „Nej, det havde jeg ligegodt aldrig turdet haabe — hvor er han vakker, du Pøjke! Hvad mon han saa skal hedde?“ Lasse endte bestandig i det Spørgsmaal og saá ængsteligt paa Sønnen. Hans gamle Hoved dirrede lidt nu, naar der var noget oppe i ham.

„Han skal hedde Lasse Frederik efter sine to Bedstefædre,“ sagde Pelle en Dag.

Saa var den gamle glad, han gik ud og tog sig en lille Rus i den Anledning.

Han kom næsten daglig nu. Søndag Formiddag gjorde han sig omstændeligt i Stand, pudsede og børstede sig for at være saapas præsenterlig; og naar han kom forbi fra Arbejdet, hørte han op om Lille Lasse havde sovet godt. Han holdt Lovtaler over Ellen som kunde sætte saadan et lyst og vakkert Drengebarn til Verden, og hun blev helt indtaget i den gamle Mand for hans Glæde over Barnet. Hun betroede ham tilmed at sidde ved den lille, og Lasse var aldrig gladere, end naar de skulde ud og sendte Bud efter ham.

Saaledes virkede Lille Lasse straks ved sin Opdukken til at sprede Misforstaaelser, og Pelle velsignede ham. Det var dog en Pokkers lille Fyr allerede, førte han ikke en Dag Far Lasse og Ellen lige i Armene paa hinanden! Pelle fulgte Skridt for Skridt det lille Væsens Gang ind i Verden; han oplevede, at Drengens Blik første Gang viste vaagen Erkendelse ved at flytte sig efter en Genstand — og første Gang Haanden greb efter noget. „Ej ej, se til ham! nu begynder han og vil have Haand i Hanke med Tingene!“ raabte Pelle henrykt. Det var hans lyse Overskæg Knægten allerede var ude efter — jo han var tidligt med! Den lille Haand havde faaet godt fat og var næsten ikke til at lukke op; den havde smaa Gruber ved Fingrene og en dyb Fold om Haandleddet. Der var skam god Kraft i Ellens Mælk!

Morten saá de aldrig noget til mere; i Begyndelsen besøgte han dem men hørte saa op med at komme. De var saa optaget af hinanden dengang; og Ellens kolde Væsen havde maaske skræmt ham. Han kunde jo ikke vide, at det var hendes Maade at være paa over for alle! Pelle kunde aldrig finde en ledig Stund til at opsøge ham, men savnede ham tidt. „Kan du forstaa, hvad der er i Vejen?“ sagde han forundret til Ellen. „Vi har dog haft saa meget sammen, han og jeg. Mon jeg ikke skulde bryde overtvært og se ud til ham?“

Ellen svarede ikke paa det men kyssede ham blot. Hun vilde have ham for sig selv og omgav ham med sin Kærlighed; dens varme Aande gjorde ham lykkelig og veg. Bag om ham lukkede hendes Hjærte sig som en Mur; han følte det svagt men rørte ikke paa sig. Han havde det behageligt hvor han var.

Barnet bragte nye Udgifter, og Ellen havde nok at gøre, der blev ikke megen Tid til at hjælpe ham. Han maatte være godt om sig, for at de kunde holde sig den sløje Vinter fra Livet og sidde lunt inden Døre. Nogen Lejlighed til at stanse og tænke sig om var der ikke. Det var en Kendsgærning den daglige Tilværelse selv fastslog, at Smaakaarsfolk havde rigeligt at gøre med at passe deres eget — den behøvede ikke engang passere Bevidstheden!

Han havde ingen Tanker færdende derude mer; det var nærmest gammel Vane naar han under Frokostpavsen paa Værkstedet sad og kiggede i Madpapiret — gamle Eksemplarer af _Arbejderen_. Saa kunde det hænde, at han følte noget drage hen i Luften over sig som han ingen Del fik i — og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Men Ellen kendte det fremmede der kom ind i hans Blik, og forstod at viske det ud med Kærtegn.

En Dag traf han Morten paa Gaden. Pelle blev glad, men i Mortens Blik var der et skeptisk Udtryk. „Hvorfor ser du aldrig ud til mig mere?“ sagde Pelle. „Jeg længes tidt efter dig men kan jo ikke saa godt slippe hjemme fra.“

„Jeg har faaet mig en Kærest — det tager jo alt andet.“

„Har du det?“ udbrød Pelle livligt. „Fortæl mig lidt om hende.“

„Aa der er ikke noget at fortælle,“ sagde Morten med et trist Smil. „Hun er saa pjaltet og forkommen at ingen anden vilde ha’e hende — saa tog jeg hende.“

„Det kunde forresten godt ligne dig!“ Pelle lo. „Men alvorligt talt — hvad er din Pige for en? — hvor bor hun?“

„Bor?“ Morten stirrede et Øjeblik uforstaaende paa ham. „Ja det har du i Grunden Ret i — naar man ved hvor Folk bor, har man det hele, Politiet gør ogsaa altid det Spørgsmaal.“

Pelle vidste ikke, om Morten talte underfundigt eller i god Tro — i Dag var han slet ikke til at blive klog paa. Hans blege Ansigt saá forpint ud, der var et underligt Glimt i Øjnene. „Man maa jo i al Fald bo et Sted i denne Vinterkulde,“ sagde han.

„Ja det har du Ret i, og hun her bor paa Fælleden — naar Betjenten ikke smider hende ud. Han er Vicevært for de ulykkelige, ser du! Der har jo nylig været Folketælling — lagde du Mærke til hvordan man gik frem? Man befalede, at alle skulde opgive hvor de boede en bestemt Nat. Men blev der lagt Mandtalslister ud til de husvilde mon? Nej alle de der holder til i Skure, paa Fælleden, i Nybygninger og Vognmændenes lukkede Møddingskuler — de har ikke noget Hjem og tæller altsaa ikke. Det er saa snildt ser du! de eksisterer slet ikke. Ellers fik man et hæsligt Tal ind paa Livet af sig — Tallet paa de Husvilde. Der er kun én her i Byen der kender det, en Gaardmissionær; og ham har jeg været ude med nogle Nætter; det var gruopvækkende det vi saá! Overalt hvor der er en Sprække, kniber de sig ind for Læ, inde under Jærntrapperne ligger de og fryser ihjæl. Vi fandt saadan én — en gammel Mand — og kaldte paa en Betjent; han stak sin røde Næse ned til Ligets Mund og sagde: Død af Druk! Det kommer der til at staa, hvor Beretningen skulde lyde paa: Sultet ihjæl! Det maa ikke hedde sig at nogen lider virkelig Nød i dette Land, forstaar du nok; her fryser ingen der vil røre sig, sulter nogen er det hans egen Skyld. Saadan maa det nødvendigvis hedde i et af Verdens mest oplyste Lande, man er blevet for kultiveret til at kunne have Nøden gaaende løs ved sin Side; det vilde ødelægge Nydelserne og indvirke paa Nattesøvnen. Altsaa maa man holde sig den fra Livet, afskaffe den er lidt vidtløftigt, men Politiet er jo dresseret til at jage den ind i Krogene. Gaa hen til Trangraven og se, hvad de bringer i Land hver eneste Dag i denne Tid — du har jo ikke saa langt derhen! Ulykkestilfælde, ikke sandt! Føret er jo glat, og Folk kommer for nær til Kajen! — Forleden Aften fødte en Kvinde i en aaben Port paa Nørrebrogade — i ti Graders Kulde. Folk som kom forbi var opbragte; det var uforsvarligt af hende at gaa ud i den Tilstand — hun kunde holde sig hjemme. Det faldt dem ikke ind, at hun ikke havde noget Hjem. Naa ja, men saa burde hun henvende sig til Politiet, det _skal_ tage sig af Folk! Hun skreg tvært imod, da vi puttede hende i Drosken. „Ikke til Fødselsstiftelsen!“ hvinede hun rædselsslagen — hun havde dog været der en Gang før. Hun maa ha’e haft Grunde for at foretrække Porten — lige som de andre der vælger Kanalerne for Fattiggaarden.“

Morten blev ved, hensigtsløst syntes det, som maatte han have Luft for en indvendig Lidelse. Pelle lyttede undrende til dette Udbrud af sønderreven Smærte, med en skamfuld Følelse af at han selv havde Fedt om Hjærtet. Elendigheden fik et eget levende, grumt Skær igen ved Mortens Tale.

„Hvorfor fortæller du mig alt det som om jeg var en Overklasser,“ sagde han. „Jeg kender det jo lige saa godt som du.“

„Og saa er det ikke engang Nødaar,“ blev Morten ved — „det er de normale Tilstande som de altid følger Aarstiden. I Gaar stjal en fattig Mand et Brød fra Disken hos os og rendte med det; nu skal han æreskændes for hele Livet. — Herregud at han vilde gøre sig til Tyv for saa lidt — sagde Mesters Madam — et Brød til 35 Øre! Er det ogsaa til at begribe — brændemærket hele sit Liv for en Humpel Brød?“

„Han sultede jo,“ sagde Pelle dumpt.