Part 19

Karl trak i Stadsen, hans frejdige Ansigt lyste af Glæde. Bukserne var rigelig lange; men det var netop flot at gaa med dem opsmøgede, saa det kom man nemt over.

„Nu ligner du jo en rigtig Rosinpiller,“ sagde Pelle leende.

Karl løb ud paa Gangen og kom straks efter ind igen med pjaskvaadt Hoved og Haaret skilt midt i Panden. „Aa dit Fjols, vil du la’e vær med det!“ raabte Marie hæftigt og pjuskede ham i Hovedet. De kom op at nappes. Henne i en Krog sad Peter trukket ind i sig selv og stirrede græmmet ud af Vinduet.

„Naa Peter, op med Hovedet!“ sagde Pelle og slog ham paa Skulderen. „Saa snart vi faar den store Sammenslutning til at virke rigtig, skal jeg nok skaffe dig noget. Du kan blive Bud for Eksempel.“

Peter svarede ikke men vendte Hovedet bort.

„Saadan gør han altid — han er saa gnaven! — Du skulde værsgod være lidt manerlig, Peter!“ sagde Marie irettesættende. Saa tog han sin Kasket og gik.

„Nu gaar han ud paa Nørrebro til Kæresten — og saa ser vi ham ikke de første Dage,“ udbrød Marie og saá efter ham. „Det er en Fabriksarbejderske — hun har et Barn med én som stak af fra hende!“

„Han holder allerede Kæreste?“ sagde Pelle.

„Ja hvad saa? han er jo sine sytten Aar. Men der er bare ikke noget ved hende.“

„Hun er rødhaaret! og saa trækker hun det ene Ben efter sig som om hun flyttede Brosten med det,“ sagde Karl. „Hun kunde godt være Mor til ham.“

„Jeg synes ikke, I skulde gøre Nar ad ham,“ sagde Pelle alvorligt.

„Det gør vi heller ikke,“ svarede Marie. „Men han bryder sig ikke det mindste om at vi er gode ved ham. Og han kan ikke taale vi er glade. Lasse siger ogsaa at han er ligesom forgjort.“

„Nu har jeg en Plads til dig, Marie!“ sagde Pelle. „Det er hos Ellens gamle Herskab i Holbergsgade, du faar det godt dér. Men du maa tiltræde den til Oktober.“

„Det bliver sjov — saa skal Karl og jeg i Plads paa samme Dag!“ hun klappede i Hænderne. „Men Peter!“ udbrød hun pludselig — „hvem skal saa tage sig af ham? Nej det kan jeg ikke, Pelle!“

„Vi maa se at finde paa et godt Logi til ham. I Plads skal du nu — du kan ikke blive ved at gaa her!“

Der trængte en underlig Lyd ind til dem henne fra Enden af den lange Gang, det lød som en Blanding af Salmesang og Graad. Lille Lasse stod nede paa Gulvet ved den aabne Dør og sagde: „Sss, synger, sss!“

„Ja det er Paparbejdersken og den store Jyde,“ sagde Marie — „de har Begravelse i Dag. Nu har det lille Skind udstridt, gudskelov!“

„Er det nogen ny?“ spurgte Pelle.

„Nej det er nogen der flyttede ind i Foraaret. Han boede ikke her, men hver Lørdag Aften kom han og fik hendes Ugeløn. Du er en god Tosse og gi’e ham Ugelønnen, naar han ikke bor hos dig! sa’e vi! for han skulde haft nogen Klø og ikke Pengene. Han er jo dog Far til Barnet! svarede hun saa og gav ham Pengene alligevel. Om Søndagen naar han havde drukket dem op, fortrød han det; og saa kom han og tæskede hende, fordi hun kunde ha’e ladt være og gi’e ham dem. Hun var nu godt tosset, for hun skulde bare gaaet ud naar han kom. Men hun holder af ham og brød sig ikke om de Par Lussinger — hun satte bare Barnet her ind saalænge. Nogen Mad til det havde hun aldrig, og nu er det død.“

Døren gik op dernede, og den store Jyde kom ud med en lille Kiste under Armen. Han sang Salmeversene med tyk Stemme, mens han stod og ventede; inde i Sidefløjen bag Skillerummet gav en Drengestemme Sangen vrængende igen. Han var rød og svullen i Ansigtet af Graad, Nattens Kæfert sad ham tungt i Benene. Bag ham kom Moderen, og de gik med Gravskridt hen ad Gangen; hendes tynde sorte Sjal hang saa trist om hende, hun holdt Lommetørklædet for Munden og græd stille. Det lighvide Ansigt var jordslaaet i Bunden.

Pelle og Lille Lasse maatte af Sted.

„Du har altid saadant Hastværk nu,“ sagde Marie misfornøjet. „Jeg vilde ellers lave Kaffe.“

„Ja jeg har en Del at gøre i Dag. Ellers blev vi gærne hos dig lidt.“

„Ved du at du er lige ved at blive berømt?“ sagde Marie og saá beundrende paa ham. „Folk snakker næsten lige saa meget om dig som om den stærke Blikkenslager. De siger du har væltet en af Byens største Mænd.“

„Ja hans Forretning har jeg da væltet,“ svarede Pelle leende. „Men hvor er Handelsmanden henne?“

„Han er nok nede paa Gaden for at vise sig!“

Karl gik ganske rigtig dernede og lod sig beundre af Kvarterets Drenge og Tøser, der var en hel Klynge om ham. „Du, saa kommer vi ind i Butikken til dig naar Kræmmeren ikke er der, og saa giver du noget ud!“ hørte Pelle en af dem sige.

„Gu gør I ej — for saa faar I paa Snuden,“ svarede Karl. „Tror I jeg vil ha’e jer rendende dér!“

Oppe for Enden af Gaden vaklede den store Jyde af Sted med Kisten under Armen, Pigen gik i Hælene paa ham, og de holdt sig midt ad Kørebanen som dannede de Ligtog. Det var et sørgeligt Syn; den graa øde Gade lignede et Fængsel.

Der var Skodder for alle Kældervinduerne undtagen Brødkonens. Oven for hendes Butik stod en Flok snavsede Unger og smurte sig til med Slik; hvert Øjeblik drattede de ned i Kælderen for at købe for en Øre. En lille søndagsklædt Pige med strittende Fletning balancerede langs Rendestenen med en Spølkop Fløde, og ovre i en Port stod nogle Labaner og havde et eller andet Skarnsstykke for.

„Skal vi noget Sted ud i Dag?“ spurgte Ellen da Pelle og Lille Lasse kom hjem. „Den gode Aarstid er snart forbi.“

„Jeg skal til Udvalgsmøde,“ svarede Pelle nølende. Han havde ondt af hende; hun var med Barn, og gik og saa forladt ud. Men det lod sig ikke gøre at blive hjemme.

„Hvornaar tror du du kommer hjem?“

„Jeg ved det ikke, du. Det kan godt komme til at tage hele Dagen.“

Saa tav hun og satte Mad frem.

XXIII

Aaret var om muligt endnu daarligere end de foregaaende; allerede i September stod de Arbejdsløse i Række langs Kanaler og Torve med Fødderne i Væde. Knoklen paa deres Haandled var stor og blaa og varslede stræng Vinter, gamle Folks Knyster havde forudsagt den for længe siden, og under Bunden paa Fattigmands Gryde løb der Ildstjærner. „Nu kommer den store Vinter og slutter Elendigheden af!“ sagde Folk. „Og saa faar vi gode Tider.“

I Oktober meldte Frosten sig og begyndte at lukke af for alt det, de daarlige Tider ikke havde stanset.

I Fattigstaden gaar Livet fra Haanden i Munden; slaar i Dag fejl, ses det paa Tallerkenerne i Morgen tidlig. Nøden ligger altid sammenrullet under Bordet i de titusend Hjem; som en Bjørn i Hi ligger han der Sommeren igennem, forfærdelig slunken, og knurrer i onde Drømme. Men de er vant til hans Selskab og ænser ham ikke, før han lægger sin tunge Lab op paa Bordet. En Dags Sygdom eller Fejlslag i Arbejdet — straks er han der.

„Nu skulde det være godt at have et Saltkar at tage til,“ sagde de som endnu kunde mindes Landet. „Men Vorherre har taget vore Sulekar og lavet Pantelaanere af dem.“ Og saa begyndte de at sætte ud af Stumperne.

Det var svært som Folk krøb sammen! Byen der om Sommeren var spredt for alle Vinde, tætnede sig; de husvilde rykkede ind fra Fællederne, og de store Godsejere kom og tog deres Vinterpaladser i Brug. Madam Rasmussen paa Kvisten kunde pludselig optræde med Mandfolk paa, Druk-Valde var kommet tilbage, Kulden drev ham saa at sige i hendes Favn. Det første Foraarstegn vilde jage ham af Sted igen, ud i Favnen paa hans Sommerkærest Madam Græsmejer. Men saa længe han var her, var han her! Han stod Dagen lang og hang nede i Porten, med Dun i det pjuskede Nakkehaar der saa tørt og dvaskt ud, med Sengehalm paa den store flade Ryg. Hans Kapsko var altid pænt børstede — Madam Rasmussen besørgede det før hun gik paa Arbejde om Morgenen. Og hun var dobbelt om sig, for at hendes store dejlige Drivert af en Greve kunde være fri for saa meget som at klø sig.

Kulden lukkede af fra Uge til Uge — for Jorden saa Jordarbejderne ikke kunde komme i den, for de Fattiges lille Kredit. Ude omkring havde den allerede lukket Havnene, Fjærntrafikken skrumpede ind til næsten ingenting, Havnearbejderne kunde gaa hjem. Sindene trak sig sammen under dens Snærpen — og de store Pengepunge som holdt alting gaaende. De faste Bedrifter tog fat at arbejde paa indskrænket Arbejdstid, og de løse stansede. Folks Driftighed skrumpede ind, de satte ikke noget i Gang og arbejdede ikke paa Lager; der var gaaet Panik i dem. Alt hvad der havde Traade ude, trak dem hjem — de ligesom frøs væk. Jorden havde trukket sine Væsker ned i sig og lagt en Isskorpe om dem, og Menneskene gjorde det samme. Fattigfolk trak deres Smule Blod ind til Hjærtet for at holde Livsspiren vedlige, Lemmerne var kolde og blodløse, Huden graa. De krøb ind i sig selv og ind i den mørkeste Krog, tæt ind til hinanden. De forbrugte ingenting. Og mange af dem der havde nok, undte sig knap Føden — Kulden frøs deres Fornødenheder bort og satte Skræk i Stedet. Forbruget var ved at gaa i Staa.

Termometrene var ikke til at rette sig efter — efter dem havde det frosset meget værre før. „Hvad, er det ikke værre!“ sagde Folk studsende. Men de følte sig lige forkomne og kuede. Hvad forstaar Termometret sig vel paa den store Vinter? Den er de daarlige Tiders Følgesvend og gaar sin lige Vej enten det fryser eller tør — og frøs gjorde det!

I de Fattiges Kvarterer laa Gaderne som affolkede. Et Snefald kunde lokke Beboerne frem af deres Skjul; det mildnede Luften, og der blev et Par Kroners Fortjeneste ved at skaffe Sneen bort. Saa forsvandt de igen, faldt hen i en Slags Sporetilstand og holdt den gaaende af ufatteligt lidt, af ingenting. Kun om Morgenen tidlig var Gaderne levende — naar Mændene drog ud for at søge om Arbejde. Overalt hvor der var Brug for én Mand, mødte hundrede og bød sig til. Dagningen saá dem luske nedslaaede hjem og fjæle sig bort; de sov Tiden hen eller sad Dagen lang med Albuerne paa Bordet og stirrede, uden et Ord.

Kulden som lukkede for alt andet, havde den modsatte Virkning paa Hjærterne; Medlidenheden var stor. Mange, hvis Forstand Kulden havde svedet saa de ikke turde holde Bedriften i Gang, havde ingen Skade taget paa Hjærtet og satte deres Midler i Velgørenheden. Gode Mennesker kaldte paa de Fattige og gav sig til at søge efter dem — de var ikke lette at finde.

Men Vorherre har skabt Væsner til at leve oven paa Jorden og andre til at leve under Jorden, Væsner til Luften og Væsner til Vandet; selv i Ilden lever der Skabninger som yngler og formerer sig. Og noget foldede sig ud af Kulden ogsaa, et helt Hold Væsner, der lever klods ind paa Arbejdet og snylter paa det. De gode Tider er deres daarlige, saa falder dé hen og er ikke meget bevendt. Men saa snart Kulden og Nøden er der, myldrer de frem; det er dem der varskoer Velgørenheden — og indkasserer Broderparten af den. De vejrer Uaaret og oversvømmer den velstaaende Bydel. „Se hvor mange Stakler der kommer til vor Dør i Aar,“ siger Folk og aabner for Pengepungen. „Det er strænge Tider for de Fattige.“

* * * * *

I Efteraaret var Pelle flyttet ud paa Nørrebro og boede nu i en lille Toværelses Lejlighed paa Kapelvej. Han havde sine Tilknytningspunkter herude nu, og vilde ogsaa gærne have Ellen nærmere ved Forældrene naar hun skulde ligge. Lasse vilde ikke med, han foretrak at blive i _Arken_; nu havde han levet sig sammen med Beboerne dér, og klarede sig helt ordenligt ved tilfældigt Arbejde rundt i Kvarteret.

Pelle stred tappert for at holde sig og sine Vinteren fra Livet. Der var ikke noget paa Værkstedet, og han maatte være paa Færde tidlig og silde, mødte op overalt hvor der var et Nap, og albuede sig frem mellem hundrede andre. Hans Kunder trængte mere til Fodtøj nu end nogensinde, men havde ikke noget at betale med.

Han og Ellen kom hinanden nær i denne Tid og lærte hinanden at kende fra en ny Side. Den onde Tid førte dem sammen, og han fik Lejlighed til at beundre Styrken i hendes Sind. Hun tog Forholdene op med vidunderlig Vilje og fik meget ud af lidt. Kun Kakkelovnen kunde hun ikke med. „Den æder alt hvad vi kan skrabe sammen,“ sagde hun bedrøvet — „det futter op gennem Skorstenen og varmer ikke. I Dag har jeg puttet en Skæppe Kul i den, og lige koldt er her. Hvor jeg tjente, kunde vi varme to store Stuer op med en Spandfuld! Jeg maa være et Fæ, men vil du ikke se paa den?“ Hun var lige ved at græde.

„Det skal du ikke tage dig nær,“ sagde Pelle dystert — „saadan er Fattigfolks Kakkelovne nu engang. Det er en gammel Slags som er kasseret, saa køber Husejerne dem som gammelt Jærn og stiller dem op i Arbejderboligerne. Saadan er det jo over det hele! Vi Fattige faar det daarligste og betaler det dyrest — skønt det er os der laver Tingene. Fattigdommen er et Sold, du!“

„Ja det er forfærdeligt,“ svarede Ellen og saá lidende paa ham. — „Og jeg kan godt forstaa dig nu!“

Den truende Nød havde ført hende ind under ham, hun turde ikke tænke selv mere men tog alt af hans Haand.

En Dag kort efter Barselsengen opfordrede hun Pelle til at gaa ud og se efter Far Lasse. „Faa ham med hjem, du!“ sagde hun. „Vi kan godt have ham naar vi kryber sammen. Jeg er bange han gaar og lider Nød.“

Pelle blev glad for Tilbudet og gik straks derud. Det var stort af Ellen at aabne sit Hjærte for den gamle, netop nu de ikke engang vidste sikker Udvej for Føden til dem selv.

_Arken_ laa og saa hærget ud. Gardinerne var forsvundne overalt undtagen hos Olsens — sammen med den forgyldte Stok indbragte de altid en Halvtredsøre; Blomsterne var frosset bort af Vinduerne. Man kunde se lige ind over det hele, og indenfor var der ogsaa tommere. Der var noget skamløst over Vinteren, som saadan klædte af i Stedet for paa — og først af alt afhændede Skærmbrædtet. Udenomsbekvemmelighederne i Gaarden havde mistet Døre og Laag, og Pelle havde Nød med at naa op til Kvisten! Det meste af Balustrene var borte, af Trinene manglede hverandet — _Arken_ hjalp sig som den kunde. Ovre hos Madam Johnsen manglede Egetræsbaljen, der ellers altid stod i Krogen paa Svalen naar den ikke var ude paa Omgang — _Arken_ havde kun den ene. Og nu var den brændt eller solgt. Pelle kiggede derover efter men havde ikke Mod til at hilse paa dem; Hanne var arbejdsløs vidste han.

Paa tredje kom en Kone listende ud og pillede lidt af Træværket; hun nikkede genkendende til ham. „Til en Kaffetaar,“ sagde hun — „og Gud velsigne Kaffen! Den kan gøres lige saa tynd det skal være, naar bare den er godt varm.“

Lejligheden stod tom, Lasse var der ikke. Pelle forhørte sig paa den lange Gang, og fik at vide at han holdt til i Kælderen hos Marskandisersken. Magre graa Ansigter kom et Øjeblik frem i Dørene og stirrede paa ham, saa forsvandt de lydløst.

I Marskandiserskens Kælder var der overfyldt med Ting; Vinteren blæste de Fattiges Stumper her ned. Lasse sad i en Krog og lappede paa en Madras, han var ene hernede. „Hun er ude at se paa Ting,“ sagde han — „der er noget for hendes Penge at gøre i denne Tid! Nej jeg vil ikke med hjem og spise jert Brød; jeg faar Føden her for at hjælpe hende — hvormange andre kan sige at de har Udkommet sikret i denne Vinter? Og en Krog at ligge i har jeg. Men kan du ikke sige mig, hvad der er blevet af Peter? Han forsvandt en Dag for mig deroppe fra Værelset, siden har jeg ikke set ham.“

„Saa er han vel flyttet sammen med Kæresten,“ svarede Pelle. „Jeg skal se at faa det at vide.“

„Ja tak, dersom du vilde det. Det var rare Børn de tre; Synd var det om nogen af dem skulde komme noget til.“

Pelle vilde ikke rive Faderen ud af hans sikre Udkomme. „Vi ved jo ikke engang, hvad vi kan byde dig til Gengæld. Men husk paa du er altid velkommen — det er Ellen selv som har sendt mig!“

„Ja ja, tak hende saa meget da! Og gaa nu bare, inden Marskandisersken kommer hjem,“ sagde Lasse ængstelig. „Hun lider ikke her er nogen — hun er bange for sine Penge.“ — — —

Det første der maatte springe, var Pelles Vinterfrakke. Han satte den en Dag uden at Ellen vidste det, og kom hjem og overraskede hende med Pengene, som han glad kastede paa Bordet Krone for Krone. „Hør hvor de synger!“ sagde han til Lille Lasse. Drengen hoppede og vilde have dem til at spille med.

„Hvad skal jeg med Vinterfrakke?“ svarede han paa Ellens venlige Bebrejdelser. „Jeg fryser ikke, og det er jo bare at have hængende. Nu har jeg smækket mig med den hele Sommeren. — Ah, hvor den varmer!“ sagde han til Drengen, da Ellen havde hentet Brændsel. „Det var rigtignok en god Vinterfrakke, Far dér havde! den kan varme Mor og Søster og Lille Lasse ogsaa!“

Drengen lagde Hænderne paa sine Knæ og kiggede ind i Ilden efter Fars Frakke. Ilden tændte Flammer i hans store Barneøjne og legede over de røde Kinder. „Det er god Frakke!“ sagde han og lo over hele Ansigtet.

Husbeboerne saá de ikke meget til, og Familien heller ikke; Folk færdedes stille og sloges i Enrum hver med sit. Om Søndagen satte de den lille ind til en af Naboerne, gik ind i Byen og stod en Timestid og frøs uden for et eller andet Konsertlokale, lyttende til Musikken. Saa gik de hjem igen og sad og kukkelurede uden at tænde Lys, ved Skæret fra Kakkelovnen.

En Søndag var det galt. „Kullene slaar ikke til længer end til Middag,“ sagde Ellen — „vi maa gaa i Byen. Mad har jeg heller ikke videre af. Men vi kan se over til de gamle, saa ber de os nok til Aften.“

Da de skulde gaa, kom Ellens Broder Otto med sin Kone og to Børn i Besøg; Ellen vekslede et fortvivlet Blik med Pelle, Vinteren havde præget dem ogsaa; de var smalle og alvorlige i Ansigterne. Men varmt Tøj havde de da endnu. „I maa beholde Overtøjet paa,“ sagde Ellen — „for jeg har ikke mere Brændsel. Jeg havde saa travlt i Gaar og maatte opsætte det til i Dag; men saa vil Ulykken, at der ingen er hjemme hos Kulmanden.“

„Bare de smaa ikke fryser,“ sagde Pelle. „Vi voksne kan jo nok holde Varmen.“

„Naa! saalænge der ikke hænger dem Istapper under Næsen, klarer de sig sku nok!“ sagde Otto med lidt af sit gamle Humør.

De trippede uroligt frem og tilbage i Stuen og talte om de daarlige Tider og den voksende Elendighed. „Ja det er skrækkeligt at der ikke er nok til alle Mennesker,“ sagde Ottos Kone. „Men nu faar den strænge Vinter nok Has paa Elendigheden — og saa bliver det godt igen.“

„Du mener Vinteren skal gøre Kaal paa os først?“ sagde Otto og lo fortvivlet.

„Nej ikke paa os — paa Elendigheden naturligvis. Aa, du ved godt hvad jeg mener. — Men saadan er han altid,“ vendte hun sig til Pelle.

„Det er underligt I Kvindfolk kan blive ved med at gaa om i den gamle Vorherretro, at der ikke skulde være nok af Sagerne,“ sagde Pelle. „Der ligger dog fuldt af Kuldynger ved Havnen, og Butikkerne mangler ikke Fødevarer. Der er netop meget mere end ellers, fordi saa mange maa undvære — det kan du ogsaa se deraf, at alting er billigt inde i Byen! Men hvad kan det nytte naar man ingen Penge har. Det er Fordelingen, det er galt med.“

„Ja det er rigtigt nok!“ udbrød Otto Stolpe. „Fandens ogsaa, at man ikke har Mod til at ta’e for sig af Retterne!“

Pelle hørte Ellen gaa med Køkkendøren, og lidt efter kom hun ind med Brændsel i Forklædet — hun havde laant. „Jeg skrabede alligevel lidt sammen,“ sagde hun og lagde sig paa Knæ foran Kakkelovnen. „Det er da altid til at varme en Kop Kaffe ved.“

Broderens bad hende saa mindeligt endelig ikke gøre Anstalter; de havde lige drukket Kaffe inden de gik hjemme fra — oven paa en solid Frokost. „Om Søndagen spiser vi altid solid Frokost,“ sagde den unge Madam Stolpe — „det har man saa godt af.“ Mens de talte, fulgte deres Øjne mekanisk hver af hendes Bevægelser, som om noget i dem regnede efter hvor hurtig Kaffen kunde være der.

Og Ellen talte mens hun tændte op. Jo rigtignok, en Kop Kaffe _skulde_ de have; de fik ikke saadan Lov at gaa tørmundede.

Pelle sad og lyttede undrende og trist til dem — deres uskyldige Pral gjorde Elendigheden endnu grellere for ham. Han kunde se paa Ellen, at hun var i en forfærdelig Knibe, og fulgte efter hende ud i Køkkenet.

„Pelle, Pelle!“ sagde hun fortvivlet. „De har regnet ud at de skulde spise til Aften hos os, og jeg har ikke en Bid. Hvad skal vi dog gøre?“

„Sige det som det er naturligvis!“

„Det kan man dog ikke! Og de har heller ikke faaet noget at spise i Dag — kan du da ikke se det paa dem?“ Hun brast i Graad.

„Naa, lad mig nu ordne det,“ sagde han trøstende. „Men hvad vil du give os til Kaffen?“

„Det ved jeg ikke! Jeg har ikke andet end Rugbrød og lidt Smør.“

„Aa Herregud, dit lille Fæ,“ sagde han leende og tog hende om Hovedet, „og saa staar du og jamrer dig. Vil du saa se, du kiler paa med at smøre Maden.“

Ellen gav sig nølende til det. Men før hun satte Traktementet ind, hørte de hende gaa larmende med Hoveddøren og løbe ned ad Trappen. Lidt efter kom hun op. „Nu har ved Gud Bageren solgt sit Finbrød ud,“ sagde hun. „Saa maa I tage til Takke med Smørrebrød til Kaffen.“

„Ork, det er saamænd storartet,“ sagde de — „Smørrebrød er netop det aller dejligste til Kaffe. Det er bare en Skam, at vi kommer og gør saa megen Ulejlighed.“

„Hør nu her,“ sagde Pelle endelig. „Det kan være I holder af at sidde og lege Kispus med hinanden; jeg gør det ikke! — For at tale rent ud: Her er det skralt, og det er nok ikke bedre hos jer. Hvordan staar det til hos de Gamle?“

„De klarer sig sagtens,“ svarede Otto. „Kredit har de altid, og lidt i Baghaanden tror jeg ogsaa nok de har.“

„Skal vi saa ikke gaa derover og spise til Aften? Ellers er jeg bange for vi ingenting faar.“

„Lad gaa med det! De Gamle havde os nu rigtignok i Forgaars — men ligemeget. Et Sted skal det sku komme fra, og det bli’r jo i Familien.“

* * * * *

Kulden tog ikke paa Pelle, Blodet rullede rask nok i ham, han var altid varm. Elendigheden tog han som en Manen og følte sig stærkere end før; han benyttede den tvungne Lediggang til Arbejde for Sagen.